Jeg går i haven. Jeg kigger ned på jorden. Det pibler frem med skvalderkål. Meter efter meter. I et bed, der ikke lader sig afgrænse.
Jeppe kommer. Kigger på mig. Siger: “Man skal ikke forsøge at bekæmpe det, – det er en ulige kamp, man kan ikke vinde.”
Jeg ser på ham, siger: “Sådan er det måske i virkeligheden med det meste her i livet!”
I hvert fald meningitis. Du kan ikke med magt vinde over dén sygdoms følgevirkninger. Ved det godt, er jo for længe siden kommet frem til den konklusion. Men kan alligevel ikke benægte, at jeg er trist for tiden. Mit gåpåmod er taget på tur uden at spørge mig om lov først, – jeg er ved at hente det hjem til påskeferie.
Den afstikker har noget at gøre med vores systems kasser, der ikke altid har samme facon som menneskers udfordringer. Har noget at gøre med egen erkendelse (som åbenbart kommer ad flere omgange). Har noget at gøre med den uge, jeg har lagt bag mig (føles som om, jeg har løbet en marathon med psyken og ligger nu forpustet og får vejret igen).
Det er rigtigt. Man skal ikke arbejde mod hverken skvalderkål eller meningit-følgevirkninger, man skal arbejde med dem. Man skal ikke bruge sine kræfter på en ulige kamp, der er tabt på forhånd, en kamp som kun vil resultere i ærgelse og frustration. Mit bed er alt for stort til at jeg kan bekæmpe, men jeg kan ændre omgivelserne, så ukrudtet falder pænest muligt ind i.
Midt i accepten af skvalderkålens overtag finder jeg klynger af vintergækker iblandt dem.
Så lad da min hjerne være fyldt med skvalderkål – bare der også er vintergækker derinde!