Status – Jeanette Ohrt

Jeg ved ikke, hvordan det opstod, men pludselig blev det en fornøjelse at fotografere. Jo, jo jeg har da fotograferet før. Selvfølgelig – jeg har jo tre børn, så ferier, fødselsdage og familieminder er veldokumenterede. Men jeg har aldrig tidligere interesseret mig for selve fotograferingen eller tænkt ret meget over teknik, kamerafunktioner, motiv og lysforhold. Mine billeder blev taget for at udfylde livets foto-cv. Minder – eller måske nogle gange beviser. I hvert fald var det resultatet, der var essensen.

Og selve resultatet er da stadig en tilfredsstillelse, men efter at meningittens følgevirkninger installerede mig herhjemme, er det i stedet begyndte at dreje sig om selve fotograferingens øjeblik.

Eller også kan det være, at det har noget med alder at gøre, men så er jeg måske nok noget forud; – jeg ved ikke hvor mange 41-årige der falder i svime over, hvordan solens stråler rammer en blomst. Jeg burde jo have travlt med job og efteruddannelse. Solstråler og blomster det er sådan noget generationerne forud for mig, taler om. Så det har nok nærmere noget at gøre med den eftertanke og pludselige ro, som følgevirkninger har kastet af sig. Eller også er det simpelthen bare menneskets indbyggede evne til overlevelse; når man mister én evne, må man opfinde en ny.

Jeg fotograferer aldrig ret lang tid ad gangen, men i de øjeblikke jeg fotograferer mærker jeg ikke trætheden. Det er noget med at det lykkes mig at kravle så langt ind i oplevelsen, at nuets kraft ophæver trætheden. I fotograferingens stund mærker jeg ikke hjernen, der er gået i bakgear, men derimod et lille øjeblik af ren væren. Nydelse og glæde uden tanke for andet.

♦

Jeg er laaangt fra nogen ørn til det, jeg har stadig ikke sat mig ind i ret meget, jeg fotograferer udelukkende med mit middelmådige mobilkamera. Men øjet begynder at opfatte ting, det før ikke så. Jeg har også lånt både et kamera og bøger om fotografering. Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Jeg har så afgjort intentionen og lysten, men mangler overskuddet. Det kommer engang. Engang.

♦

I vores have har vi judaspenge. De får lov at sprede sig i “skovbrynet”. Og de mørkviolette blomster i foråret er da okay, men først når efteråret har indhentet dem, bliver de magiske. Frøene ligger som de fineste smykker, pakket i tyndt silkepapir i en fornem gaveæske, glimtende som sølv i solen.

I morgen skal vi agere borger-fotografer herhjemme. Er blevet spurgt, om vi vil deltage i et projekt, som skal blive til en særudstilling om vores egen nutidshistorie.

Udstillingen “Sydvestjyske Historier om Danmark” fortæller desuden 10 historier fra forskellige tider og vil blive vist på Museet Ribes Vikinger fra 4. november 2017 til 25. februar 2018. Ideen er opstået i kølvandet på Danmarks Radios “Historien om Danmark”.

Med en overophedet hjerne styrer jeg direkte mod soveværelset efter hjemkomsten fra en familiekomsammen. Jeg sover indtil kl. 15.30 efter et par dage med småbesøg. Jeg formår at se tilsyneladende frisk ud selvom sommerferien har sat sit aftryk i form af længere og længere middagslure, stadig kortere lunte og en uafbrudt hovedpine.

– Og jeg er træt af mig selv over, at jeg føler behov for at skrive om det.

Træt af, at jeg ikke bare kan have tillid til, at mine medmennesker godt ved, at øjeblikkets tilsyneladende friskhed ikke afspejler hverdagslivet. Og træt af, at jeg ikke bare kan trække på skuldrene, hvis det skulle vise sig ikke at forholde sig sådan.

Har ikke lyst til at forklare længere. Og tænker også, at jeg snart har opbrugt min kvote af folks lyst til at høre herom.

Måske er det tonen i samfundet, måske er det bevidstheden om, hvor let vi mennesker – ikke af ondskabsfuldhed, men af ren og skær uvidenhed, – kommer til at placere andre mennesker og deres udfordringer i båse og kasser – ofte helt uden at vide noget om det faktiske indhold. Måske fordi jeg ved, at det er så let at drage konklusioner, men så svært at drage de rigtige. Og nu er jeg så selv bange for at blive fejlbedømt og udråbt som nasser af systemet.

◊

Man går ud og møder folk, man opper sig, man ser tilsyneladende normal ud, man går hjem, man er smadret, man er også medtaget dagen efter og nogle gange også i dagene herefter (selvom det nu er muligt at holde det usynligt for de fleste andre).

– Det er det. Færdig, slut. Ikke mere. Ingen ynk og ingen forklaring.

For et stykke tid siden læste jeg en bog omhandlende en kvinde med præsenil Alzheimers. Nu er jeg gudskelov ikke diagnosticeret med Alzheimers, men jeg kunne ikke undgå at opleve et flashback. Et flashback til også mit besøg hos neuropsykolog og følelsen af ikke at kunne få min hjerne til at makke ret.

Et besøg hos en neuropsykolog begynder med cirka 1 times samtale, hvor også en nær pårørende deltager. Efterfølgende lades man alene med neuropsykolog og diverse tests i cirka 2 timer. Mit besøg foregik på Odense Universitetshospital, og jeg husker, at jeg ved ankomst til sygehuset udbrød: “Jeg er allerede træt nu.” Jeg havde da ikke foretaget mig andet end at sidde i en bil, men tiden i sig selv var/er en udfordring, og der var allerede gået næsten 2 timer siden afgang.

Lange gange, et lille venterum, en venlig neuropsykolog, en mængde spørgsmål. Og efterfølgende mange, mange små opgaver af forskellig art. I begyndelsen ikke særlig svære, men i takt med den stadige strøm samt fravær af pauser, blev de tiltagende udfordrende.

Et langt stykke af vejen lykkedes det mig, at vedblive at grave svar frem. Når hjernen begynder at tåge til, så kan jeg, ved virkelig, virkelig at tage mig sammen/ved enorm fokusering, fortsat få den til at gøre det jeg vil have. Som om jeg ved målrettet indsat kan skære mig vej gennem tågen. Men det tærer voldsomt på ressourcerne og det er en stakket frist.

Og jeg husker tydeligt, at jeg til sidst sad og så ned på nogle diagrammer med 4 valgmuligheder og ikke ANEDE, hvilken af dem der udgjorde det rigtige svar. Og værre; – jeg kunne ikke engang huske spørgsmålet og vidste samtidig, at det ikke ville hjælpe mig, at bede det gentaget. For jeg hørte ordene, men kunne ikke længere få noget konstruktivt ud af dem inde i mit hoved. Jeg var udmærket orienteret i tid, sted og egne data, for nu at bruge et udtryk fra mit tidligere arbejdsliv, men jeg kunne ikke længere få min hjerne til at udtænke en løsning. Kunne ikke engang samle mig om at forstå spørgsmålet længere. Så diagrammerne foran mig kunne lige så godt have været kinesiske tegn.

Jeg tror, at det er svært at forestille sig den situation, hvis man ikke selv har haft den tvivlsomme fornøjelse at have prøvet det. Men det er som om, at der med ét bliver placerer en stor mur mellem mig og opgaven – umulig at komme over eller rundt om. Eller som om at lyset slukkes inde i mit hoved og gør alt mørkt, så jeg ikke kan finde svaret. Som om, at noget udefrakommet overtager ens hjerne uden at man kan gøre noget. Det er meget mærkeligt og ubehageligt. Tenderende til angst-provokerende, hvis det ikke var fordi, at jeg af erfaring ved, at muren falder sammen igen, at lyset atter vil tændes.

Det er følelsen af: “Spørg mig igen i morgen eller giv mig 3 timers hvile og jeg vil kunne svare dig, men lige nu har min hjerne lukket ned”.

Men oplevelsen hos neuropsykologen tydeliggjorde også, hvorfor jeg til sidst ikke længere kunne fortsætter mit arbejde og ikke kunne magte mine egne børn. Så der lå også noget selvforståelse i det.

Undervejs undskyldte neuropsykologen det nødvendige i at være nødt til at fortsætte trods udmatning. Åbenbart lyste det langt ud af mig, hvor hårdt det ramte mig, for hun spurgte med stadig kortere interval, om jeg klarede det og sikrede sig, at jeg intet havde på programmet de næste dage. Og jeg kom igennem det, men med følelsen af at have været igennem den hårdeste “eksamen” EVER. Efterfølgende sad oplevelsen i mig som noget forståeligt nødvendigt, som det simpelthen ikke var muligt at foretage mere nænsomt, men også som noget, jeg aldrig håbede, at skulle igennem igen.

Men det skal jeg så nu. På næste fredag. – Jeg frygter ikke spørgsmålene, testene eller resultatet. (Heller ikke selvom jeg forleden indrømmede overfor Jeppe, at jeg pludselig i et enkelt split-sekund fuldstændig kan miste kendskab til, hvor jeg er på vej hen, når jeg kører bil. Og at jeg meget ofte oplever, ikke at kunne huske, hvad jeg går ind i et rum efter). Det er derimod den tilstand, som det vil efterlade mig i, jeg gruer noget for.

Det gode er, at undersøgelsen formentlig vil vise det samme som sidst: at jeg i takt med stigende udmattelse mister koncentration, overblik, tempo og evne til at holde flere bolde i luften. Men at min intelligens i sig selv ikke har taget skade og fortsat ligger pænt på skalaen – ja ja, jeg har det faktisk sort på hvidt;-D

Udvidelse af sovemuligheder i haven = larvens puppe

– og dens udsigt derfra

Jeg havde fødselsdag i søndags – rundede et såkaldt skarpt hjørne. Og som udgangspunkt udelukkede jeg på forhånd fuldstændig at markere det. Men så gik det op for mig, at jeg faktisk havde lyst til det. Og i stedet for at skælde mine følgevirkninger ud over at det ikke kunne lade sig gøre, satte vi os til forhandlingsbordet og indgik et kompromis. Kompromiset hed en mindre bordfuld kvinder i 2 timer. På forhånd bad jeg om forståelse for afslutning til aftalt tid. Jeg fik hjælp til klargøring, oprydning, kagebagning og kageafhentning og ikke mindst; middagsluren blev sikret. Og efter af husets 4 hankønspersoner selvvalgt fortrak til nabohusets ligeledes 4 hanner, fik jeg besøg og havde 2 dejlige timer.

– Og egentlig passer det vel meget godt ind i tidens trend, hvor speed-dating, speed-meeting og pecha kucha huserer; nu også speed-fødselsdage.

Familien blev fordelt i små mængder/tidrum på de omgivende dage – også med hjælp. Og med planlægning og prioritering fungerede det. Men først nu forstår jeg for alvor, hvilken bedrift det må have været for min meningit-ligesindede at holde bryllup sidste sommer. Og hvor fantastisk det var, at de formåede at gøre det til en god dag.

◊

Den så omtalte 40-års krise er forlængst overstået. Den aflivede meningitten meget effektivt, og som jeg skrev på facebook; “Da efterdønningerne fra meningitis ofte afstedkommer følelsen af at være jævnaldrende med min bedstemor, så er 40 på papirer jo den rene svir”

Vi sluttede af ved tulipanmarkerne og mine dage så bl.a. sådan ud:

De efterfølgende dage har unægteligt set noget anderledes ud, for selvom jeg havde taget højde for alt, hvad jeg kunne tage højde for, så kunne jeg ikke undgå at blive mærket af det. Men det er okay, jeg vidste det og jeg havde kalkuleret med det. Så jeg blev igen på alder med min bedstemor og formåede blot at tusse lidt omkring mellem mine hvil og skyndte mig at hænge vasketøj op, umiddelbart før familien kom hjem, så det dog så ud som om, at jeg havde lavet noget.

Men det er som sagt okay. Jeg havde skønne dage. Min fødselsdag var mit frikvarter. Et pusterum fra sygdom og system.

Følgevirkningerne har jeg accepteret, de har deres eget liv og jeg forsøger at følge deres rytme, vi finder ud af det. Det er mere i forhold til det omgivende samfund, at det bliver svært. For når man er opdraget til, at enten er man syg og ligger i sin seng eller også går man på arbejde, så er det rigtig svært at placere sig selv i min situation. Derudover skal jeg igen og igen forklare og forklare mine følgevirkninger og udfordringer for diverse instanser. Og det forstår jeg godt, at jeg er nødt til, ….. men ………….. man bliver så træt.

Og det kan godt give mig følelsen af at have svigtet min pligt til at blive rask, så jeg ikke ligger samfundet til byrde. Eller som min meningit-mates landmands-far udtalte: “Hvis du havde været en ko, så var du blevet aflivet”!!

Det er jo ikke løgn. Men lykkeligvis er jeg ikke en ko. Og jeg tillader mig at bilde mig ind, at jeg fortsat har noget at bidrage med. Om ikke i form af ordinært job så i form af noget andet – måske bl.a. mit skriv – som en anden dimension til den motorvej som vi tilskyndes at køre ud af med speederen i bund. Måske kan jeg være marken ved siden af vejen, som man engang imellem lader sine øjne falde på, det ukrudt som egentligt kan være okay pænt og nogle gange endda ligefrem til nytte.

Jeg er alene. Med fuglenes kvidren udenfor og brændeovnens knitren. Ellers intet. Helt alene, hele dagen – og det bekommer mig vel. Jeg har altid holdt af det, men nu er det ikke længere blot noget jeg holder af, nu er det blevet nødvendigt. Et pusterum, et åndehul for at holde mit udsyn klart her midt i følgevirkningerne.

Det lindrer som blev jeg påført smertestillende salve.

Og dog er jeg klar over, at havde jeg ingen at savne, da ville min alene-hed farves anderledes.

Jeg savner i glæde.

Ha´en god aften.