I marts besluttede jeg mig for at pausere blogindlæggene. Det var, af flere årsager, den rigtige beslutning. Men der er bare det, at selvom jeg afholder mig fra at blogge, så stopper indlæggene ikke. De skriver sig inde i mit hoved, hober sig op og kræver at komme ud. Så hvor gør jeg lige af […]
Som lovet i mit seneste blogindlæg har Jeppe, – den mand som jeg er gift med, og som har stået last og brast med mig igennem de sidste fem meningitis-år, – skrevet nogle ord. Det afsluttende afsnit har vi været sammen om at udforme. Ordet er Jeppes: År 2015 “Hvordan går det Jeppe?” “Det går […]
Fra det øjeblik jeg blev syg, overgik jeg til at blive systemets. Man får noget = man skal give noget. Hvilket forekommer ganske rimeligt og også er det, et langt stykke ad vejen. Men som sygdomsramt betaler man, for den hjælp man får, ved at afgive noget; – en del af sin frihed. Hver […]
Dengang min ældste søn netop var fyldt 2 år, og min mellemste søn stadig var yngst og helt spæd, blev vi inviteret ud at ride. Eller det vil sige, min ændste søn gjorde. Lille mand, stor hest og kæmpe ridehjelm. Et skønt syn, men også et lidt vildt syn for en total heste-uerfaren mor, […]
Jeg kan mærke energien stige og falde som tidevand inden i mig. De fleste andre ser kun en stabil vandlinje. Mine nærmeste mærker yderlighederne af både ebbe og flod. Men alle skvulpene dem ser og mærker ingen. Kun jeg. Hele tiden – selv det mindste. Som et levende vandstands-barometer. Og tidevandsbølgen lader sig ikke […]
Jeg hedder Jeanette og skriver så ærligt som muligt om tanker, oplevelser og facts fra et liv med følgevirkninger efter meningitis, - samtidig med at jeg holder fokus på det gode.
Det skrevne ord har altid været en elsket ven, og heldigvis er følgevirkningerne ikke gået ud over min evne til eftertanke og og skrivning.
For tiden holder jeg pause i min blogskrivning, men du kan følge mig på Instagram, hvor jeg fortsat skriver lidt om følgevirkningerne, men mest om glæden.