Overhaling

I det øjeblik jeg blev sygemeldt pga. meningit-følgevirkninger, overhalede andre mig. De overhalede mig i forhold til faglig viden, faglige opgaver, fagligt ansvar, kurser, uddannelse, indkomst m.v. – Andre har overhalet mig langt.

Så hurtigt går vores samfund, at man blot skal vende ryggen til et øjeblik, før alle spurter foran én.

Jeg vidste det. Og holdt – bl.a. derfor – krampagtigt fast i det jeg havde, selvom alt tågende omkring mig i både overført og bogstavlig forstand. Min energi, mit overskud, mit overblik, skrumpede ind, indtil mit udsyn var lillebitte. Så det eneste jeg kunne, var at holde fast. For jeg kunne ikke se, ikke regne ud, hvor jeg ville ende, hvis jeg slap.

Men jeg slap til sidst – lige akkurat tids nok til i stedet, at kunne nå at få fat i enden af det tov, som jeg skulle hive mig selv op med igen.

Et stykke inde i min sygemelding, måtte jeg undre mig over, hvad det var, jeg så krampagtigt havde holdt fast i.

For sygdommens udfordringer havde givet mig et andet perspektiv. Et perspektiv som formindskede betydningen af opgaver og kurser.

Ikke at job ikke er vigtigt. Det er det absolut – i mange forskellige henseender. Men når man står ansigt til ansigt med større udfordringer og når man vender sig mod eksistentielle spørgsmål, så skrumper jobbets betydningsfuldhed i størrelse.

Vi er ellers opdraget til jobbets enorme værdi i vores samfund. Det har en overskyggende fylde. Ikke blot som noget, der skal sikre os økonomisk, men i endnu højere grad som et udtryk for vores identitet, for hvem og hvad vi er som mennesker. – Jeg tænker, at det er et meget, meget ufuldendt billede af et individ.

Da først jeg havde formået at givet slip, så havde jeg  faktisk ikke en følelse af at blive sat af (på nær enkelte episoder, Det grimme). Derimod har jeg en følelse af, fortsat at være i bevægelse – blot ad en anden vej.

Og jeg indser, at lige så langt, som andre at kommet ud af hovedvejen, lige så langt er jeg kommet ud af min sti. Min skole. Livets skole – hvis man skal bruge store ord. Pensum har været svært, har været hårdt – men umådelig vigtigt og relevant.

Der er fortsat svære passager, men det bliver til stadighed nemmere at begå sig i livet med (og måske engang uden) meningit-gener.

(- Og så glæder jeg mig til, at afprøve mig selv på en arbejdsplads igen;-))

– malet af Jeppe Oldenburg Christensen

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Det er simpelthen bare mig!. I hvertfald på de gode dage;-). Så må jeg ind og læse din blog igen, når det kniber med styrke og tro. 🙂

  • SVAR

    Når vi tager de små veje i stedet for motorvejen, kan det godt være, turen tager længere tid, men vi får mulighed for at få øje på ting, man ikke opdager i fuld fart.