Udstillingsvinduer

 

Jeg tænker, at mit seneste indlæg måske kræver en opfølgning.

Så her er, hvad jeg skrev i hovedet, da jeg lå i min seng den torsdag aften:

“Og man varmes af ord. Og roder i overlevelses-kassen – graver lidt tiltrængt latter frem. Og spiser tiramisu (i bedste trøstespisnings-stil). Bliver lidt for længe oppe. Tager sin mand i hånden. Slutter fred med dagen. – Og så pludselig, efter en lang dag i en våd kælder, siver frygten ud af én, som luften af en ballon.”

Jeg kunne have ladet være med at skrive det indlæg. Kunne i hvert fald have undladt at sende det ud. Men jeg har ikke lyst til at undlade. Jeg vil ikke være med til at opsætte pyntede udstillingsvinduer, jeg ønsker at skildre livet som det nu engang er. Og det er uskønt og smertefuldt nogle gange. Alle oplever sådanne torsdage i deres liv, – andre baggrunde, andre fortegn, men samme sjælekval.

Jeg ønsker at skildre livet, for det tror jeg, at vi alle har brug for. Jeg tror på åbenhed. Jeg tror på naturligheden i at dele godt og ondt. Jeg mener, at vi skal turde fortælle sandheden højt, for jeg tror, at det stiller os alle stærkere. Når vi tør lytte til og dele livets blandede bolchepose, er jeg overbevidst om, at vi kan løfte hinanden op. Det behøver ikke at indebære mere end et åbent hjerte. Og det kan være umærket i visse situationer, men vi behøver ikke altid at gå til psykolog/psykiater/terapeut/coach – vi har hinanden, vi har familie, venner, naboer, kollegaer. Og selvom det kan føles sådan, så er vi faktisk ikke alene. Det er min bedste erfaring i  alt dette; at der er så meget medmenneskelighed derude. Og når vi tør bruge hinanden, så forstår vi, at livet ikke altid behøver at være smukt for at overleve i det. (- Jeg er her foreksempel stadig!).

Det handler ikke om at sammenligne og konkurrere om problemstørrelse. Enhver forholder sig til det, han/hun befinder sig i. Perspektiv kan være udmærket, og vi kan alle finde både ringere og rigere stillede mennesker end os selv, men det handler ikke om at over- eller undergå. Selvom man ikke har samme størrelse, kan man godt læne sig op ad hinanden.

Jeg ramte et lavpunkt den torsdag. Og jeg sprang ikke bare op i solskinnet derefter. Det har været et omskifteligt vejr her de seneste par uger – bekymring og spekulation, derefter optur efterfulgt af flere tårer, som blev afløst af en blanding af ro, udsigtsløshed, håb.  Jeg er landet på ukonkret fortrøstningsfuldhed.

I næste uge skal jeg til møde, hvor vi skal drøfte, hvad det er relevant og realistisk at stile efter. En af problematikkerne er, at mine følgevirkninger ikke er konkret målbare, man kan ikke med tal fastsætte, hvor mange graders strækkedefekt min hjerne har. I vores samfund er det bedst at have kasseform. Jeg udgør noget besværligt rod for systemet.

Så – jeg ved ikke, hvor det hele ender. Jeg ved ikke, hvor længe denne rejse i systemet skal vare. Men jeg har håb og tro på, at jeg engang ender der hvor jeg skal.  Og måske – måske er denne tid nødvendig, hvor meget jeg end gerne vil undvære den.

 

Screenshot_2016-09-02-09-21-05

Screenshot_2016-09-02-09-27-59

Screenshot_2016-08-29-12-04-14

“You deserve to have a day to cry”, – skrev en ven til mig.

Og hvilke befriende ord.

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    […] Hun tog den mørke kamp op dag efter dag efter dag. Og det er en styrkeprøve som jeg på ingen måde evner at forstå omfanget af, men jeg aner hvilken ufattelig styrke hun indehoder midt i al sårbarheden. I dag er hun på afstand af den grænse, som vi helst ikke selv skal bestemme overskridelsesdatoen for, men nogle dage er for hende, et næsten uoverstigeligt bjerg af alenetimer uden mand og barn til at give tiden værdi og indhold. Og her kommer min forståelse virkelig til kort. – For mig er jo netop de timer mit helle, min helt afgørende opladning, min mentale overlevelse. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker min familie og ikke elsker at være sammen med dem og ikke har brug for at være sammen med dem. Det gør jeg og det har jeg. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er timerne alene det tidspunkt, hvor jeg har det bedst, der hvor meningit-hjernetågen føles mindst og er lettest at omgås. Det er de timer, som sikrer mig overskud til at kunne være sammen med min familie på en – nu i overvejende grad – god måde. Så nej, jeg forstår ikke. Men man behøver ikke altid at kunne forstå. Hvis man lader hjertet være forbenene, så finder bagbenene nok ind i en eller anden form for forstående rytme. Og samhørighed kræver ikke at man har samme størrelse. […]