Hvis man lader hjertet være forbenene

Ind imellem slår folk følge med mig i nogle uger eller nogle måneder. Det kan være en operation eller en dårlig skulder, som kræver rekreationstionstid – eller en periode med orlov, stress eller som arbejdssøgende. Mange mennesker og mange grunde. Og i begyndelsen gav det mig en følelse af ikke at være alene; “Hey, der er andre her i båden” – og det gjorde den lidt lettere at befinde sig i. Men altid vender alle andre tilbage til hvor de slap. Og omend jeg ikke ønsker nogen noget dårligt, så har det til tider gjort båden tung at ro. For det har understreget med fed, at det for andre er et lille afbræk, en kortvarig afvigelse fra det normale liv, mens det for mig er bestandigt.  Og det har givet mig følelsen af at leve lidt ved siden af det hele, at blive ladt tilbage.

Indtil jeg langsomt fik trænet mine mentale armmuskler.

Og blev i stand til at håndtere årene og ro den her båd selv. Det er lykkedes mig at avancere fra forvirret passager til skibsfører.

Man må altid gerne sejle med et stykke, og du siger bare til, når du skal af – no hard feelings.

◊

Men der findes et menneske, – et intelligent og humoristisk, velreflekterende og veltalende menneske, – som altid gør mig følgeskab. Og måske skal jeg lige skynde mig at tilføje, at hun derudover også er veluddannet, – det er jo vores tungeste måleinstrument i dette samfund… Hun og jeg vi sejler side om side, idet livet – foruden de ovenstående egenskaber, – desuden har tilføjet hende en uønskværdig begyndelse på tilværelsen samt en sindslidelse. En lidelse af en art og med en volume, som i mange år gjorde det til en daglig kamp at tilvælge livet. – Ja, der findes mange måder at kæmpe for livet på.

Hun tog den mørke kamp op dag efter dag efter dag. Og det er en styrkeprøve som jeg på ingen måde evner at forstå omfanget af, men jeg aner hvilken ufattelig styrke hun indehoder midt i al sårbarheden. I dag er hun på afstand af den grænse, som vi helst ikke selv skal bestemme overskridelsesdatoen for, men nogle dage er for hende, et næsten uoverstigeligt bjerg af alenetimer uden mand og barn til at give tiden værdi og indhold. Og her kommer min forståelse virkelig til kort. – For mig er jo netop de timer mit helle, min helt afgørende opladning, min mentale overlevelse. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker min familie og ikke elsker at være sammen med dem og ikke har brug for at være sammen med dem. Det gør jeg og det har jeg. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er timerne alene det tidspunkt, hvor jeg har det bedst, der hvor meningit-hjernetågen føles mindst og er lettest at omgås. Det er de timer, som sikrer mig overskud til at kunne være sammen med min familie på en – nu i overvejende grad – god måde. Så nej, jeg forstår ikke. Men man behøver ikke altid at kunne forstå. Hvis man lader hjertet være forbenene, så finder bagbenene nok ind i en eller anden form for forstående rytme. Og samhørighed kræver ikke at man har samme størrelse.

Pludselig og helt uventet fik jeg kastet hamsterkinder, med meningitis til efternavn, i hovedet. Min veninde kæmpede i mange år for at bevare sin tilknytning til “det virkelige liv”. – Vi vil gerne klare os selv, men livet gav os noget andet med.

Og hun og jeg passer ligesom ikke rigtig ind i samfundets karikerede forestillinger om, hvordan sådan nogle som os ser ud. En psykisk syg kvinde gift med en velfungerende mand med chefstilling, og mor til et barn som ingen nok så grundige og vedvarende undersøgelser og tests har kunnet finde noget at udsætte på. Og mig, som tilsyneladende ser helt almindelig og frisk ud, hvordan kan jeg dog være så hårdt ramt som alle specialisterne slår fast. Det er svært for systemet at placere os. Man kan ikke forstå det. Eller rettere; systemet levner ikke kapacitet til at tillade forståelse, og derfor bliver man bøjet i siderne og enderne indtil man kan presses ind i en af de begrænsede eksisterende kassemodeller, uanset hvordan man i virkeligheden ser ud. De mennesker som står for sorteringen har ikke andre muligheder, det er ikke deres skyld, der er bare det sørgelige, at man som ramt er i stor risiko for at tabe mere end man i forvejen har tabt, når det fungerer på den måde. Jeg drømmer om meningsfyldt individuel sagsbehandling.

Vi to vi falder, ligesom mange andre, ved siden af netop fordi, at vi ikke falder helt ved siden af. Det er ret besynderligt. Vi er almindelige på ualmindelige vilkår. Men heldigvis for det. For kasseinddelinger, – såvel som i øvrigt det strømlinede og robustheden er skræmmende faktorer – og på sigt en illusion.

◊

Hun og jeg kan ikke diske op med efteruddannelser af den art, som har værdi på arbejdsmarkedet. Ingen eksaminer, afgangsprojekter eller beviser, som jeg ellers engang forestillede mig, men jeg tænker, at vi alligevel, og min veninde i særdeleshed, er blevet tvunget ud i en af de hårdeste efteruddannelser – og har bestået. For vi kan begge stadig grine, vi hænger på og hænger i.

Og derfor ligner vi alligevel hinanden.

•••

DU KAN TILMELDE DIN MAIL

OG FÅ DIREKTE BESKED NÅR JEG HAR SKREVET ET NYT INDLÆG:

eller