Det bliver ikke nu

 

Og der stod han så iført butterfly, solskin i håret og forventningens smil. Og det var ikke mere end 10 dage siden, – eller var det 10 år –  at han spurgte mig om Jesus er på hold med Gud. Og højlydt undrede sig over, at der pludselig skulle være 6 børn i familien, eftersom jeg ønskede mig 3 uden influenza! Det var også dengang han konkluderede, at “Gud er død, for han er jo selv oppe hos de døde”.

Sidstnævnte udtalelse har han så revideret sit syn på, i hvert fald befandt vi os i kirken til hans konfirmation. Og som præsten sagde: Selvfølgelig og heldigvis glæder unge mennesker sig til fest og fejring og gaver, men at en større undersøgelse samtidig viser, at unge mennesker ikke lader sig købe af festivitas. De har faktisk tænkt dybere over deres valg. Og det er også min oplevelse, – at teenagehjernen er langt mere tankefuld, end hvad den umiddelbart giver udtryk for.

Og konfirmand-undervisningen handler jo ikke om at bortfeje enhver tvivl, eller om at tro meget eller rigtigt eller nok, det handler om at have fået en vej vist. En af de mange veje, som det er godt at have på landkortet, når man skal ud og navigere i sit liv. “De skal vide hvor døren er, så er det op til dem selv, om de vil gå indenfor”. – som jeg engang læste et sted.

 

Måske ikke som den største overraskelse havde jeg på forhånd skriblet noget ned til konfirmandsønnen. – Og afleverede det i en bog (som han formentlig ikke læser nævneværdigt i lige foreløbig, men som moderen havde brug for at give). Bl.a. står der:

“Der er mange veje at gå, og for mig er vejen mindre vigtig end essensen, så længe man afholder sig fra fanatisme af enhver art. Vi lever som adskilt og forskellige, men er alle forbundet med hinanden. Alting hænger sammen i en uendelig helhed, og jeg tror på flere indgange til samme rum. For mig synes det som om at der, – hvis man graver dybt nok, – eksisterer en essens, som er den samme uanset hvilken indgangsdør man vælger; den oprigtige tros sjæl er kærlighed. En kærlighed som er større end os selv og som kan give os styrke og skabe balance, – hvis vi åbner os for den. I protestatismen, som er vores nærmeste indgang, er ordene, at vi er elsket og tilgivet og frelst på forhånd. Og netop derfor kræves mere af os end at overholde regler: Også vi skal elske ubetinget og tilgive. – Og netop fordi vi kun er mennesker, som sjældent kan leve op til dette, er vi på forhånd tilgivet. Men altid skal vi forsøge. – Så enkelt, så kompliceret og så vedkommende”.

 

Og leg og latter. Og masser af fætre og fodbold og spil og små kusiner, som hvinede – både på trampolinen og under sommersneen.

 

Og stadig velvidende, at bogen næppe studeres særligt indgående lige p.t., skrev jeg alligevel også:

“…………… vi er så glade for de evner, du har fået med dig, du har så mange gode gaver. Og ens gaver har man en forpligtelse til at udleve bedst muligt. Det betyder ikke, at det handler om at få de bedste karakterer, blive den dygtigste mand på sportsholdet, opnå den vigtigste stilling eller den højeste løn. Det betyder, at du først og fremmest skal gå efter at være den bedste udgave af dig selv. At du er tro mod dig selv og den kerne, der udgør dig. Så følger alt andet efter. Og placeret midt i verdens forvirrende larm, er det en langt sværere opgave end at opnå status og magt, men det er også langt vigtigere. Det er udgangspunktet for fred med sig selv og dermed et godt liv. Husk, at det man tror, er ens svaghed ofte viser sig, i virkeligheden, at være ens styrke. Tro på det bedste. Og vid, hvor stolte vi er af, at du er lige præcis dig, som vi har fået lov at have lige her hos os”.

– Jeg ville ønske, at man kunne åbne ham op og ind-operere ordene i hans sjæl, men jeg ved ikke, hvor sjælen anatomisk befinder sig, og selv hvis jeg gjorde, er jeg klar over, at enhver er nødt til selv at forsøge sig, selv at gå galt og selv at opdage at det hele skal bruges til noget.

 

Og softicemaskinen var blevet testet i dagene op til dagen sammen med så mange andre små og store ting, og det satte sit præg på mig. Med meningitten som følgesvend var det lidt af en præstation at afholde en konfirmation, og faktisk gik jeg i gang med forberedelserne allerede i november for ikke at knække halsen på dem. Men i modsætning til de foregående år, er jeg kommet så langt, at det kunne lade sig gøre. (Velvidende at det skal høre til sjældenhederne).

Og ja, der følger meget med at holde festen hjemme, men Jeppe havde det forkromede overblik, mange mennesker var meget hjælpsomme, og i øvrigt kunne jeg slet ikke overskue ikke at være hjemme, hvor jeg kunne tage små kortvarige snigere ovenpå i fred og ro. En decideret middagslur blev udskudt til den efterfølgende dag, hvor Jeppe stadig havde styr på det hele og fik alverdens løse ender afsluttet, mens min deltagelse var yderst symbolsk. Men pyt, for alle var vi så glade for den foregående dags succes, og jeg var allieret med endnu en mængde fridage.

 

I den sidste tid op til konfirmationen blev alle ikke-presserende opgaver henvist til etiketten: “Det bliver ikke nu, vi skal lige på den anden side af konfirmationen”. Og der er vi så nu og skal have indhentet nogle ting, før det hedder: “Det bliver ikke nu, vi skal lige på den anden side af sommerferien” ……

 

Og jeg kigger på billederne af min konfirmand og på de andre konfirmander, og det slår mig, at hvor er mennesker dog smukke, når de svøber sig i glæde og veltilpashed – så hvilende i sig selv.

 

 

(Fotos med tilladelse af ældstesønnen)

 

•••

DU KAN TILMELDE DIN MAIL

OG FÅ DIREKTE BESKED NÅR JEG HAR SKREVET ET NYT INDLÆG:


eller

 

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *