Historien om et tæppe

“Jo da, det kan du sagtens lære” – var der flere, der blev ved med at sige til mig, efter at jeg havde ytret mig om mine overvejelser angående at kaste mig ud i hæklingens kunst. Og den form for positiv pædagogik har det jo med at virke, så ja, jeg kunne godt. Måske ikke “sagtens”, men jeg kunne. Lap for lap har jeg bevæget mig frem. Lært undervejs og lært af fejl. I høj grad fejl for det der med at læse opskrifter, det er ikke lige mig, – jeg har mere prøvet mig frem, kigget lidt på YouTube og haft en faktisk overdimensioneret tro på mig selv. Lige fra begyndelsen vidste jeg, at jeg ville hækle et tæppe, også selvom andre forsigtigt og meget forståeligt fremførte, at man jo også kunne vælge at lægge ud med et lidt mindre projekt, når nu man aldrig havde hæklet før. Og jo jeg kunne absolut godt se fornuften i disse udsagn, men det var og blev et tæppe jeg havde inden i mig (også selvom der har været afstikkere undervejs, fordi det blev lidt ensformigt med de der lapper).

Så ét skridt ad gangen, det store perspektiv in mente, glæden ved det hver enkelt lap – og pludselig var der 208 i alt.

Undervejs gjorde jeg den overraskende opdagelse, at hvor jeg tidligere ville være blevet højlydt og heftigt irriteret over fejl/egen uformåen/mislykkede gøremål (ved godt, at mange kender mig som et roligt og tålmodigt menneske, men det er ikke hele sandheden), så er disse reaktioner fuldstændig udeblevet ved hækling. Og det er ærligt talt mystisk at opleve, at man pludselig er blid som et lam også 7. gang man trevler det samme op. For hvad er det lige der sker og hvorfor gør det pludselig ikke noget, at projektet ikke lige lykkes? Lidt efterrationalisering afslører, at det simpelthen skyldes, at målet ikke længere er målet. Forstået på den måde, at selvfølgelig ser man tæppet for sig og glæder sig til det, men selve hæklingen udgør så megen hjælp og glæde, at tæppet pludselig ikke er det vigtigste. – Jeg har så ofte læst de vise ord om at det er selve vejen der er målet, men uden at kunne opfatte budskabet med andet end min hjerne, jeg kunne ikke mærke den i mig. Men pludselig oplever jeg den forandring og den ro der ligger i det. Det er en uvant kontrast til vores så udprægede resultatorienterede verden.

Og nu er mit tæppe her og jeg er glad og tilfreds med resultatet, men med til historien hører også, at jeg kun yderst sjælden har hæklet når jeg var alene. For da har jeg ikke brug for det. Hæklingen er blevet mit andet sæt høreværn. For ligesom de formstøbte ørepropper, så fungerer hækling på forunderlig vis som værn mod indtryk og overstimulering. Men en hæklenål i hånden, kan jeg skabe afstand til de indtryk, som ellers har det med at vælte mig. Og derved kan jeg strække min lunte, min tålmodighed og min energi når der er mennesker omkring mig. Når jeg putter øjnene ned i garnet, så kan hjernen bedre håndtere spørgsmål og stillingtagen og uro og liv. Det skærmer mig og gør mig i stand til bedre at kunne være i mine følgevirkninger.

Dermed så er de 208 firkanter også et meget håndgribeligt billede på behovet for dette hæklehjælpemiddel, og det kan godt gøre mig ked af det. I mit tæppe ligger en hel verden, som jeg aldrig vil kunne gengive for andre, fordi den er så usynlig og så umulig at indfange med ord. Og den kendsgerning efterlader en mærkelig følelse af ensomhed.

Men sejr eller nederlag? – Vi bestemmer selv, virkeligheden er en bøjelig og foranderlig størrelse. Jeg vælger at se sådan på det: Hvis jeg kan hækle dette tæppe, hvad kan jeg så ikke – med tiden – udrette.