Mest kaos på mindst tid

Sommeren, som nu er gået igen, placerer sig hvert år som et bredt bælte hen over året, hvor jeg med skoleferiens indtog tager en dyb indånding og lader mig glider ud i det hav, som både er smukt, stormfuldt og dybt. En indånding og altid håbet om at nå uskadt over på den anden side. Familieferiens pakning og transport udfordrer mig, men selve Sverige er vores alle sammens helle, mit ikke mindst. Det er som om, at mit hjerte begynder at slå i en anden takt, når vi er dér alene i skoven. Og som om at min hjerne pludselig begynder at kunne følge med, – både fordi at dagene er befriet for deadlines og på grund af den ubeskrivelige og fantastiske  uforstyrrethed, som findes der. Jeg smører min hjerne ind i den ro og skønhed, vikler den som en bandage rundt om mig, bader i den og mærker dens gavnlige effekt.

Og dette års sommer overøste os alle med et velsignet eller forbandet – alt efter hvilke sko man betræder, – solskin, og blev samtidig det første år, efter bekendtskabet med meningit-følgevirkninger, hvor det kunne fungere for mig, at tage til stranden og få en aftendukkert. Efterfølgende søgte vi til de mennesketomme klitter og midt i aftenteen og kiks med sand, følte jeg mig som en betaget og overvældet turist, der oplevede det storslående vesterhav for første gang.

I løbet af sommermånederne var jeg i stand til at foretage flere ting, som jeg ikke plejer at kunne, – og det har været sådan en fryd for os alle. Men tilstanden er sjælden så pæn, som den kan syne, så slutteligt endte det i forudsigelige vandlyde, der hverken kom fra svenske skovsøer eller det danske hav, men derimod fra meditation a al “relaxing beach for sleep“, – fordi jeg til sidst ikke kunne trække den længere, men drunknede i hjernetåge. Og først kom ud midt på aftenen efter at være gået ind for at sove middagssøvn. Og det var ikke fordi, at jeg sov, i de timer jeg lå der. Og det er ikke fordi, at meditation virker for mig, når jeg har kørt den så langt ud. For i de situationer mister jeg evnen til at tænke  og handle rationelt, søvnen vil ikke indfinde sig og ingen af de ting som normalt plejer at hjælpe virker. Og hvis min sindsstemning pludselig materialiserede sig, ville jeg tage form som en halvhidsig, total frustreret og meget irrationel fuckfinger til det hele. Der er kun én ting at gøre i den situation; at ligge og afvente at tilstanden mildnes. – Det gør den så på et tidspunkt og det gjorde den også i sommeres, og så kan jeg endelig sove. Og fik dermed rettet så meget op på energibalancen, at jeg med hjælp fra familie (Jeppe var begyndt at arbejde igen) kunne hutle mig igennem de sidste uger af skoleferien på en okay måde.

Og jeg skrev sammen med en ligesindet, som fortalte, at hun nu, i afgrænset tidsrum,  er i stand til fungere sammen med børnene igen, – med hendes mand ved hendes side vel at mærke.  Og jeg følger denne skønne (og meningitfrie) blog, som bragte et indlæg omhandlende, hvordan en dagligdags situation med hendes tre sønner kan ændre fuldstændig karakter, til at være ude af kontrol, blot i løbet af den tid,  det tager hendes mand at gå på toilettet! – That´s me. Begge dele rammer SÅ præcist ned i min verden. Jeppe er den gyldne brik, som får det hele til at hænge sammen og gå op i en højere enhed herhjemme. Ikke bare sådan rent praktisk, men lige så meget rent pædagogisk. Hans tilstedeværelse minimerer konflikter i hans flok på fire. Han yder en fredsbevarende og fredsstyrkende indsats, og benytter i høj grad humor og humør som afvæbning, når der bliver skudt med skarpt mellem parterne. Og med ham i ryggen kan jeg efterhånden klare en del, og kan ofte næsten være den mor jeg var engang, – hvorimod jeg uden ham hurtigt får forkludret alting, så også jeg kan melde mig under den lidet ydede diciplin “mest kaos på mindst tid“. Derfor er jeg stort set altid dækket ind af Jeppe, når børnene er hjemme. Det betyder ikke, at jeg ikke tager forældreansvar og deltager i at klæde børnene på til livet og til at fungere i hverdagen, det gør jeg – men kun  fungerende i kraft af, at Jeppe har bagvagt.

Det tager tid at finde sig til rette i nye omgivelser, at få styr på hvilke barduner man skal justere på, for at teltet holder sig oprejst, men det lykkes os bedre og bedre. Så vi undgår nu de fleste af de situationer, som bringer mig – og dermed os – helt ud af kurs. Vi er nået over det niveau, hvor jeg pludselig går så kold, at jeg må melde mig helt ud af familien i flere dage, – som Jeppe sagde forleden. Og hver gang Jeppe ikke kan være hjemme hos tre x sønner og mig, tilrettelægger vi det nøje og forsøger at taget højde for både det ene og det andet, så han ikke vender hjem til en maks presset mor og frustrerede børn.

Og det var også i sommers, at jeg havde besøg af to personer fra Center For Kvalitet, Region Syddanmark. Fordi de er ved at undersøge om/hvordan man med fordel kan ændre nogle procedurer i forbindelse med en meningitdiagnose. Og vi sad der i skyggen og drak isvand, mens de godt gad høre hele historien – også det, som ikke sorterer under sundhedsvæsenet. Og det satte ligesom nogle ting på plads for mig. Ikke fordi at der kom noget nyt frem, jeg var nok bare moden til det, – for det var først der, lige dér i det øjeblik, at den fes helt ind på lystavlen: Ja, jeg har en hjerneskade. Den er fandens god til gemmeleg, for den kan ikke ses og nærmest heller ikke måles, men tag ikke fejl, for hvis du forsøger at opføre dig som om, at den ikke er der, går det grueligt galt. 

Ja, jeg er hjerneskadet

– og det er okay

•••

DU KAN HER TILMELDE DIN MAIL

OG FÅ DIREKTE BESKED NÅR JEG HAR SKREVET ET NYT INDLÆG:

eller