I al sin pragt og rædsel

 

I dag begynder den årlige overlevelsestur: SKOLE-SOMMERFERIE

I al sin pragt og rædsel.  Og oven i købet en smule længere i år, her i min kommune, hvilket psykologisk nærmest efterlader indtryk af noget uendeligt.

Foråret er blevet omdannet til ét langt forhindringsløb af helligdage, “takket være” meningitten. Og knap er den sidste klaret, før sommeren dukker op.

– Og hvor er det skønt. For også jeg glæder mig til familietid. Familietid, som ikke skal indrammes af madpakker og klokkeslæt, der nøje skal overholdes.

Jeg ser frem til det. Men helt imod sædvanlig udvikling, så er det blevet endnu sværere at få puslespillet med børnenes mange ferieuger, til at gå op. Hvor jeg tidligere ind imellem medbragte et barn eller to på arbejde, (når der for alvor var brikker i overskud), og kunne installere dem på et tomt lægekontor belæsset med lego, tegnegrej og formaninger, så er det nu helt og aldeles nødvendigt, at de far-løse dage er uddelegeret, (selvom jeg er herhjemme), – og de dage er der 4 uger af!

Jeg har afprøvet og er gået til bunds i “det-går-nok-holdningen” tilstrækkelig mange gange til, at jeg er stoppet med at forsøge den vej. Jeg ved, at familiens fælles ferie i sig selv kommer til at udgøre en snebold af træthed, som jeg skubber foran mig. Jeg ved, at der uundgåeligt vil blive stadig kortere interval imellem de dage, der skal køres igennem på vilje, så jeg skal ikke udfordre yderligere. Det ville være synd for alle. Det ville ende i “skraldespandsdage” – som jeg kaldte dem engang; de dage som intet er til overhovedet, hvor overblik, struktur, humor og praktisk + social overskud forlader én fuldstændig. I dag kalder jeg det for “opladningsdage” eller “indhentningsdage” i stedet for – det er der mere drivkraft i.

En gang imellem udløser disse opladningsdage en klaustrofobisk afmagtsfølelse. Spærret inde af de helt almindelige forhold, som kører mig fuldstændig i sænk/ikke er mulige længere. Og i sådanne situationer kan selv de ting, som jeg ved, at jeg aldrig ville vælge, – om det var muligt- , skabe indre hyperventilering. Fordi, at der er så enormt stor forskel på ikke at kunne og ikke at vælge.

Heldigvis er klaustrofobien altid kun kortvarig på besøg. På forskellig vis lykkes det mig til stadighed at finde vinduer i mit lille rum. Jeg åbner de vinduer og skaber gennemtræk, frisk luft og lys. Ifører mig vinger og flyver ud. – Man kan lade sig lukke inde, eller man kan lukke sig selv ud. Man kan rejse omend man ikke bevæger sig.

 

I denne måned har jeg sagt nej tak til/aflyst utallige begivenheder. I aften vil jeg fejre Sankt Hans og ønske sommerferien, med alt hvad den indeholder, velkommen.

 

P.S. Og så har jeg jo i år vores nybyggede skov-have-hus, at trække mig tilbage til.

 

 

 

 

 

 

 

Malerier af jeppeoldenburg

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *