Og hvad skete der så?

 

Og hvad skete der så?

Jo, så var hun til møde med sagsbehandler, jobkonsulent og “hjernerådgiver”. Og sammen besluttede de at flytte hendes virksomhedspraktik tilbage til det første sted, hvor hun var mere skærmet mod indtryk og derfor bedre kunne fungere. Desuden blev der vedtaget nedsættelse til 1 arbejdsdag i ugen.

Det har givet hende troen tilbage. Så nu håber hun, at hendes mand ikke igen skal sige: “Trætheden har taget al overskud, tale, humor og glæde fra dig. Du er der ikke, der er ikke meget at komme hjem til”. Nu håber hun, at praktikken vil gå godt, at hun vil få bevilliget et fleksjob, at der findes et sted, som har brug for hendes timer.

20160913_111657

 

♦♦♦

Jeg har for nylig været på shopping et par gange – oppe på vores loft! Og det er ikke mindre end fantastisk at have kasser stående med aflagt børnetøj fra venner, familie og kollegaer. At kunne trække stigen ud, kravle op og dykke ned i en kasse – og gøre nogle børn præcis så glade som når de får nyt-nyt tøj. Når det kan være på den måde, så bliver shopping et overskueligt foretagende, så nyder også jeg det.

Men det er nu ikke kun børnene, der har fået nyt, jeg kan også glæde mig over en ny “beklædningsgenstand” i form at et par formstøbte høreværn/ørepropper. De gør ikke meget væsen af sig, transparente og nærmest usynlige som de sidder der i ørene. Men hvilken lille ting; – kan forlænge min tålmodighed og levetid, fx når familien kører i bil og snak, bagsæde-diskussion, bilstøj og musik, slår ind mod mig. Ørepropperne  er mit panser mod indtryk, med dem kan jeg holde det hele lidt på afstand. Dæmpningsgraden på de små støjhegn kan man selv vælge imellem og med tanke på de værste dage, var det fristende at udvælge højeste decibel og dermed forsvinde fra verden, – men, men, der er jo nogle mennesker, som man gerne vil kunne kommunikere med, så resultatet blev 9 decibel, hvilket bevarer lyden, men på et lavere niveau. Min egen stemme kommer til at lyde lidt underlig og jeg har sværere ved at vurdere, hvor højt eller lavt jeg taler, men det må blive en vanesag.

Men tilbage til shopping for jeg var faktisk begyndt at komme mere ud/at besøge en butik eller to. Ikke a la “kigger-butikker-bare-for-sjov/fornøjelse/tidsfordriv” – for den disciplin er udelukket. Men derimod var småindkøb af dagligvarer, enkelte gaveindkøb og andre små ting kommet på min liste over foretagender igen. Ofte ledsaget af Jeppe eller rettere: Jeanette-kommer-på-tur-med-Jeppe-udgaven. I vores verden er det et plus og en art luksustid, når jeg kan tage med ud og køber remedier i Jem og Fix eller gå ved siden af indkøbsvognen ført af Jeppe i Rema. Og man må godt grine, men vi gør noget sammen og føler os normale og jeg bliver luftet/kommer udenfor matrikelnummeret/får en oplevelse. Og når jeg begejstres over noget, som ofte viser sig at være gamle nyheder, er  Jeppe et overbærende smil.

Nogle gange kan en enkelt indkøbstur sænke energien helt ned til “jeg-er-nødt-til-at-ligge-ned-så-snart-vi-kommer-hjem”-niveau. Nogle gange er vi nødt til at holde pitstop i byens grønne områder. Det tager vi så med, det er bare et vilkår. For jeg er begyndt at tænke anderledes; hvor jeg i lang, lang tid har brugt alt mit overskud på at øge mine arbejdstimer, er jeg begyndt at vægte anderledes. Vi er nødt til at justere på energiforvaltningen – så jeg ikke kun overlever, men faktisk også er i live sammen med min familie herhjemme.

Den ændring var nødvendig, men resulterede også i, at jeg fik det væsentlig dårligere igen. Så det kostede en barsk nedtur samt ændring af virksomhedspraktik. Nu håber jeg på stabilitet.20160930_205708png

♦♦♦

For et stykke tid siden modtog jeg et brev. Et brev på papir, hentet i postkassen, med en skrift, som jeg ville genkende om man så indsamlede alverdens håndskrevne kuverter og blandede det dermed. Brevet indeholdt 12 små sider foruden en mængde mod, en skulder at hvile hovedet på og en hånd i ryggen til at skubbe fremad. Det indeholdt også spørgsmålet: “Kan I bevare humoren i hverdagen?”. Og det spørgsmål binder meget godt dette blogindlæg sammen, for en af energimanglens første ofre er netop humoren – og manglen på humor er den direkte vej ned ad bakke. For humoren river så meget med sig i sit fald. Det er farligt at miste.

Igen – jeg håber på stabilitet. Stabilitet nok til at bevare humoren i hverdagen.

 

screenshot_2016-10-03-14-21-57

20160907_075158

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *