Måske ikke blog-egnet

 

I dag æder angsten for fremtiden og økonomien og familien og helbredet sig ubønhørligt ind på mig bid for bid. I dag kan jeg ikke holde sindet oprejst og frygten på afstand. Jeg er træt. Af at kæmpe, af at forklare og forsvare og holde ud og mande mig op og tage mig sammen. I dag græder jeg. I dag længes jeg efter bedre tider. Efter afklaring. Efter ro. Lad mig være. Lad mig have det så godt som muligt. Lad vores familie leve.

I disse uger er jeg slået hjem. Igen. Er på pause fra min virksomhedspraktik, som nu udgør ca. 1 time 2 gange om ugen. Grotesk timeantal? -måske. Men mere grotesk, hvor meget de timer kan fylde og tage af mit liv. Af vores liv.

Det her er ikke pænt. Ikke opmuntrende. Og måske ikke blog-egnet. Kan skræmme eller gøre utilpas. Men dette hører også til mit følgevirkninger-af-meningit-liv. Det er mit og vores faktum. Tusinder af menneskers og menneskers familiers faktum. Så jeg vil alligevel skynde mig at trykke på “udgiv”, inden jeg mister blog-modet.

I morgen bliver en bedre dag. I morgen samler  jeg mit mod op.

Kærlig hilsen Jeanette

 

P.S.

Vær sød, at huske

at holde dig ude af systemet

og forblive rask

-altid

◊◊◊

Jeg får i vid udstrækning hjælp og forståelse af systemets folk, men der er regler at rette ind efter……….

Regler, der er vigtigere end alt andet………

Citat en hofte-sygdoms-ramt veninde: “Jeg tuder ikke af medlidenhed eller bitterhed for hverken du eller jeg, men på grund af det håbløse i, at den største udfordring ikke er det, som pludselig har ramt os, men derimod systemests regler.”

 

20160915_152115

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Jeanette, det er barsk læsning og hvor ville jeg for din /jeres skyld at i dag var i morgen.

    • SVAR

      Ønske “at i dag var i morgen” – det er en god sætning.

  • SVAR

    Hold ud Jeanette!. Det bliver bedre når afklaring og erkendelse kommer tilbage og mest af alt det overskud som manglen på samme æder op!. Ikke mindst energien til at handle både i det små og i det store, og som du er så god til at beskrive!. Gode tanker til dig og din familie.

    • SVAR

      Tak Sune. – og pludselig siver frygten ud af én, som luften af en ballon. Jeg ved ikke, hvor det hele ender. Men måske er denne tid nødvendig – hvor meget jeg end gerne ville undvære den – for at ende der, hvor jeg skal være.

  • SVAR

    […] Dengang det blev tid til praktik, for at afprøve min arbejdsevne, stillede min forhenværende arbejdsplads sig til rådighed. Min tidligere leder kendte alt til mine udfordringer og hun fandt det bedst tænkelige arbejdsområde til mig. Min stol stod et nyt sted, men basis var kendt og opgaverne nøje og lempeligt udvalgt, – det gjorde min hjerne godt. Og i disse fordelagtige omgivelser arbejdede jeg mig langsomt op på ca. 4 timer om ugen fordelt på 2 dage. Men én praktik er ikke nok, mindst én mere skulle finde sted, for at afprøve om helt nye arbejdsopgaver ville kunne øge min indsats. Også selvom al erfaring fra både mig og min speciallæge samt hjerneskaderådgiver og neuropsykologiske udtalelser, talte imod det (jo i øvrigt ellers ønskelige) scenarie. Heldigvis er min forhenværende arbejdsplads et stort hus, og min tidligere leder gjorde igen, alt hvad hun kunne og fandt et gunstigt sted, som levede op til kommunens krav. Og jeg blev virkelig taget rørende godt imod. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at afværge den snebold, som begyndte at rulle og endte med en lavine inden i mig. En skadet hjerne kunne slet, slet ikke kapere at skulle flyttes, og på rekordtid raslede min arbejdstid og tilstand ned til et minimum. […]