Hjertets omhu
Her er en mand og ikke en hvilken som helst mand, men min mand – eller ikke min mand, for ethvert menneske er sin egen, men han er den mand, som er gift med mig, – hvilket indebærer ikke så lidt.
Han er ikke en tilfældighed, men udvalgt med hjertets omhu.
Det tog noget tid og nogle omveje og så endnu nogle omveje. HF, en lilla bedstefar-trøje, en attraktiv hårmanke. Samt ungdommens klassiske længsel efter henholdsvis øl/fester og udrejse. Jeppe tog sig af førstnævnte mens jeg arbejde først i Indien dernæst Schweiz. I et helt år havde vi ingen kontakt med hinanden overhovedet. Det var før e-mails, sms´er og sociale medier, men jeg sendte til sidst en røg-ring.
Og uanset kærlighedens tilsyneladende tvivlsomhed og festernes og udlandets muligheder, så blev det os to. Selvom virkeligheden syntes at fortælle noget andet, så havde den del af mig, som ikke sorterer under logik og udregning, hele tiden vidst det: I min notesbog fra begyndelsen af 1996 har jeg med kuglepen skrevet: “Jeg har fundet faderen til mine børn.”
Begyndelsen af 1996. Vi var dengang kun lige blevet kærester. Vi var kun 19 år. Og jeg havde bestemt ingen konkrete planer om børn på det tidspunkt. Men 8 år senere fik vi vores første søn, og Jeppe beviste sin fantastiske far-evne. Og med ham ved min side var jeg tryg i min nye mor-rolle. Så tryg at vi fik 3 ønskesønner på 4 1/2 år.
Og livet går, – lidt op og lidt ned, som det jo gør, men uden større udsving, fordi vi sammen formår at manøvre os igennem det meste. Lige indtil meningitten meldte sig på banen, som et uforudset bjerg på vejen. Måske ledte den efter et par, som den syntes trængte til udfordringer! Og det fik vi, – udfordringer i en anden form end noget vi tidligere havde oplevet, og som derfor krævede(kræver) omrokering og tilpasning af vaner og mønstre og en kæmpe portion tålmodighed og overbærendhed med hinanden.
Man bliver frustreret, man bliver ked af det, man farer vild fra hinanden, man forsvinder i koldt mørke, – men man rækker også hænderne ud efter hinanden. Og langsomt finder man ind i den nye takt.
Selvom det er forholdsvist usynligt for andre, så er vores liv på mange måder blevet ændret og indskrænket – socialt, praktisk, økonomisk m.m. Mange ting hænger på Jeppe, og jeg ville ønske, at jeg ikke skulle udsætte ham for alt dette. Jeg gør, hvad jeg kan for ikke at slide ham op, – og jeg ved, hvor hans grænser går.
Jeppe er den mand, som udholder og opretholder. Og selvom han er presset, så klager han aldrig. – Oven i det hele så formår han at aflæse min sindstilstand, – næsten før han får øje på mig, og nogle gange endda før jeg selv har fået øje på det.
Men af alle hans gode sider så elsker jeg ham højest for altid at bevare respekten for mig som menneske, for altid at se mig som ligeværdig – og aldrig at forvandle mig til besværlig sygdom.
Og i samtales, latterens eller den ordløse forbundetheds stund – er alt stort set som det plejer – essensen af livet sammen er ikke forsvundet. Vi finder ud af det.
I dag har Jeppe fødselsdag, rund til og med, og han fortjener at blive fejret med pomp og pragt og en lang tale, hvor han overøses med lovord og bifald og klapsalver. Men Jeppes væsen har ikke behov for den slags. Jo, han glædes over den tilkendegivelse, jeg igennem årene jævnligt har adresseret til ham, men han søger ikke efter fanfarer. – Tillad mig alligevel at fortælle omverden, at jeg har den bedst tænkelige mand ved min side.
Tillykke med fødselsdagen♥
Og ta´ jer venligst godt af ham derude – han yder lidt mere end de fleste.
Skriv en kommentar