I live i fremmed farvand
Jeg har prøvet det før; at blive kastet ud i fremmed farvand, hvor man overrumples af bølgernes højde og deres ukendte indhold og intensitet.
På en eller anden måde er der noget velkendt i det, – at bakse febrilsk rundt og kæmpe for luft nok til at kunne tage så meget bestik af situationen, at man kan udtænke en kurs og påbegynde rolige svømmetag, som i sidste ende vil føre én ind på land.
– Fremmede kultures udfordringer, et hæsligt terminalt forløb, svære beslutninger. Små og større livsændringer. Jeg har prøvet det. Alle har vi prøvet det.
Ofte omtales flygt, frys, kæmp, som instinktive mekanismer hos mennesker under pres. Min automat-reaktion er kamp. En inderlig, heftig og systematisk kamp for at finde ståsted midt i kaos. Når livet ikke viser sig fra sin letteste side, føler jeg mig på en sær måde i live.
Jeg siger ikke, at jeg gerne ville have meningitis med deraf følgende gener. Det er IKKE det jeg siger. Men at livet føles meget intens, når verden står på hovedet, det kommer jeg ikke udenom.
Skriv en kommentar