Jeg vil bare gerne kunne huske denne jul

I disse dage er det præcis et år siden, at meningittens trætte væsen indhentede mig igen. For et år siden var der dog endnu ingen, som vidste, at det var denne følgesvend, som atter huserede inde i mig.

Så mens alle  andre gik og glædede sig til juleaften og juleferie, talte jeg udelukkende dagene til d. 23. december. D. 23. december, hvor hæmatologisk regi skulle tilse mig, mine blodprøver og min ufattelige energiløshed. Det var det eneste jeg havde at holde fat i; denne dato og forventningen om, at de kunne gøre et eller andet. Jeg hutlede mig igennem dagene, kun med hver dags ende og d. 23. december for øje.

Husker intet andet end det.

Jeg ved, at vi bagte småkager og lavede juleknas her i vores lille familie. Jeg ved, at jeg holdt ud til kl. 12 nytårsaften. Jeg ved, at jeg gennemførte en weekendvagt i julen (fordi jeg insisterede!). – Men jeg husker ingen, ingen detaljer. Kun dagene, som blev mere og mere tågede. Kun tårerne, som begyndte at løbe i tide og utide – ikke pga. ked-af-det-hed, men fordi en ukendt kraft havde presset mig langt ud af mig selv.

Og det er svært, at holde sig på benene, når man ikke ved, hvad det er, der fælder én.

Juleferien gjorde kortvarigt gavn, og jeg tror nok, at jeg formåede at ligne én, der havde det nogenlunde normalt, men det var ikke sandheden. Og da den var slut og to besøg hos hæmatologerne afslørede, at det ikke var hos dem, at svaret lå, så vidste jeg pludselig godt selv, hvad klokken var slået = meningit-følgevirkninger – igen – selvfølgelig!

 

Og så begyndte historierne på denne blog.

I år har jeg ingen planer for hvad jeg skal nå denne december måned. Jeg har ønsker og håb. Men ingen to-do-lister. – Jeg vil bare gerne kunne huske denne jul.

 

I disse dage er det så også præcis et år siden, at jeg begyndte at glide ud af arbejdsmarkedet. Eller glide ned – jeg skred ned af den glatte arbejds-kælkebakke uden mulighed for at bremse op. Her et år senere er jeg begyndt opstigningen ad bakken – helt ude i siden, hvor der er mulighed for fodfæste. Jeg er meget, meget glad for det lille sted, hvor jeg sidder. Og mine kollegaer (hvis det hedder sådan, når man “kun” er i virksomhedspraktik??) har den fine evne, at skåne mig og tage hensyn til mig – samtidig med at de behandler mig ligeværdigt og medinddrager mig. Det er af utrolig stor betydning. – Det er en julegave, jeg har fået på forskud.

 

20151129_202407

jeppeoldenburg.wix.com/galleri

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *