Giv mig 3 timer og jeg kan svare
For et stykke tid siden læste jeg en bog omhandlende en kvinde med præsenil Alzheimers. Nu er jeg gudskelov ikke diagnosticeret med Alzheimers, men jeg kunne ikke undgå at opleve et flashback. Et flashback til også mit besøg hos neuropsykolog og følelsen af ikke at kunne få min hjerne til at makke ret.
Et besøg hos en neuropsykolog begynder med cirka 1 times samtale, hvor også en nær pårørende deltager. Efterfølgende lades man alene med neuropsykolog og diverse tests i cirka 2 timer. Mit besøg foregik på Odense Universitetshospital, og jeg husker, at jeg ved ankomst til sygehuset udbrød: “Jeg er allerede træt nu.” Jeg havde da ikke foretaget mig andet end at sidde i en bil, men tiden i sig selv var/er en udfordring, og der var allerede gået næsten 2 timer siden afgang.
Lange gange, et lille venterum, en venlig neuropsykolog, en mængde spørgsmål. Og efterfølgende mange, mange små opgaver af forskellig art. I begyndelsen ikke særlig svære, men i takt med den stadige strøm samt fravær af pauser, blev de tiltagende udfordrende.
Et langt stykke af vejen lykkedes det mig, at vedblive at grave svar frem. Når hjernen begynder at tåge til, så kan jeg, ved virkelig, virkelig at tage mig sammen/ved enorm fokusering, fortsat få den til at gøre det jeg vil have. Som om jeg ved målrettet indsat kan skære mig vej gennem tågen. Men det tærer voldsomt på ressourcerne og det er en stakket frist.
Og jeg husker tydeligt, at jeg til sidst sad og så ned på nogle diagrammer med 4 valgmuligheder og ikke ANEDE, hvilken af dem der udgjorde det rigtige svar. Og værre; – jeg kunne ikke engang huske spørgsmålet og vidste samtidig, at det ikke ville hjælpe mig, at bede det gentaget. For jeg hørte ordene, men kunne ikke længere få noget konstruktivt ud af dem inde i mit hoved. Jeg var udmærket orienteret i tid, sted og egne data, for nu at bruge et udtryk fra mit tidligere arbejdsliv, men jeg kunne ikke længere få min hjerne til at udtænke en løsning. Kunne ikke engang samle mig om at forstå spørgsmålet længere. Så diagrammerne foran mig kunne lige så godt have været kinesiske tegn.
Jeg tror, at det er svært at forestille sig den situation, hvis man ikke selv har haft den tvivlsomme fornøjelse at have prøvet det. Men det er som om, at der med ét bliver placerer en stor mur mellem mig og opgaven – umulig at komme over eller rundt om. Eller som om at lyset slukkes inde i mit hoved og gør alt mørkt, så jeg ikke kan finde svaret. Som om, at noget udefrakommet overtager ens hjerne uden at man kan gøre noget. Det er meget mærkeligt og ubehageligt. Tenderende til angst-provokerende, hvis det ikke var fordi, at jeg af erfaring ved, at muren falder sammen igen, at lyset atter vil tændes.
Det er følelsen af: “Spørg mig igen i morgen eller giv mig 3 timers hvile og jeg vil kunne svare dig, men lige nu har min hjerne lukket ned”.
Men oplevelsen hos neuropsykologen tydeliggjorde også, hvorfor jeg til sidst ikke længere kunne fortsætter mit arbejde og ikke kunne magte mine egne børn. Så der lå også noget selvforståelse i det.
Undervejs undskyldte neuropsykologen det nødvendige i at være nødt til at fortsætte trods udmatning. Åbenbart lyste det langt ud af mig, hvor hårdt det ramte mig, for hun spurgte med stadig kortere interval, om jeg klarede det og sikrede sig, at jeg intet havde på programmet de næste dage. Og jeg kom igennem det, men med følelsen af at have været igennem den hårdeste “eksamen” EVER. Efterfølgende sad oplevelsen i mig som noget forståeligt nødvendigt, som det simpelthen ikke var muligt at foretage mere nænsomt, men også som noget, jeg aldrig håbede, at skulle igennem igen.
Men det skal jeg så nu. På næste fredag. – Jeg frygter ikke spørgsmålene, testene eller resultatet. (Heller ikke selvom jeg forleden indrømmede overfor Jeppe, at jeg pludselig i et enkelt split-sekund fuldstændig kan miste kendskab til, hvor jeg er på vej hen, når jeg kører bil. Og at jeg meget ofte oplever, ikke at kunne huske, hvad jeg går ind i et rum efter). Det er derimod den tilstand, som det vil efterlade mig i, jeg gruer noget for.
Det gode er, at undersøgelsen formentlig vil vise det samme som sidst: at jeg i takt med stigende udmattelse mister koncentration, overblik, tempo og evne til at holde flere bolde i luften. Men at min intelligens i sig selv ikke har taget skade og fortsat ligger pænt på skalaen – ja ja, jeg har det faktisk sort på hvidt;-D
Udvidelse af sovemuligheder i haven = larvens puppe
– og dens udsigt derfra
Skriv en kommentar