En syg rask eller en rask syg??

Jeg har taget en svingom ned gennem hele indholdsfortegnelsen over mulige reaktionsmønstre. Har skiftet dansepartner så ofte, at jeg blev rundtosset og endte med at sætte mig i et hjørne og blot betragte. Betragtede lettelsen – tenderende til euroforisk glæde – over at være blevet tilkendt fleksordning, indtil den fortonede sig i bekymring over økonomisk usikkerhed, – vil mine få arbejdstimer kunne få det til at løbe rundt for os? Betragtede usikkerheden skifte til ukuelig mod og viljestyrke. Og kom heller ikke udenom en aldeles ukonstruktiv, men heldigvis kortvarig vrede, som på én gang var rettet mod alt og intet.

Dansen er ved at ebbe ud, salen er ved at være tom, stilheden fordrer eftertænksomhed.

Først var jeg rask, så blev jeg syg, så blev jeg tilkendt fleksordning og nu er jeg hvad? En syg rask eller måske en rask syg?? Jeg ved det ikke endnu. Jeg er trådt ind i et nyt land og jeg har endnu ikke defineret mig selv i det. Hvilket jo gør det fristende at kaste sig over ordet “identitetskrise”. Men jeg er ikke i krise med mig selv, det er kun i de yderste lag, at alt pludselig igen er forandret.

Jobbet har helt enormt stor betydning i vores samfund, men jeg har altid været klar over, at der for mig var noget helt andet og meget mere end det. Jeg hentede ikke substansen i min identitet i mit job, og dermed mistede jeg heller ikke min identitet ved hverken sygdom eller jobtab.

Måske gav det mig i virkeligheden muligheden for at finde helt ind til den igen. Fordi jeg så brat og drastisk blev trukket væk fra en til tider overfladisk verden, som man nemt kan fare vild i. (Overfladisk er ikke det fyldstgørende ord, som jeg leder efter, men det eneste brugbare, der dukker op).

Der var ikke andet eller andre end mig selv at holde i, så det gjorde jeg. Og for at få ordentlig fat, så er man nødt til at rydde op i det jeg. Og når man så har brugt fejekosten, og når støv og ubrugeligt skrammel er båret ud, så finder man til sidst den lille gyldne kerne, som man ved, kan bære én igennem, hvad som helst. Når man først har fundet den, så betyder det ikke så meget, hvordan de ydre forhold er. – Jo, man kan godt blive snydt for en stund, man kan miste grebet om den kerne, men man ved, hvor den er. Og det er derfor, at jeg ikke kan bruge ordet “identitetskrise” nu.

Jeg ser mig omkring og alting er forandret – igen. Og så alligevel ikke. Helbred, job, tidligere muligheder og evner, økonomisk tryghed m.m. kan forandre sig….. og alligevel er det muligt, at bevare sig selv inden i.

Det lyder smukt ikke! Det har det ikke været. Det har været – for at bruge mine børns mest brugte udtryk – FUCKING hårdt. Og det er jo ikke slut, men med fleksordningen håber vi, at kunne bevare den ro og stabilitet, som har indfundet sig. På det her plan, som vi formår at være i og at leve godt med.

God jul.

20161206_114919

20161206_114923

20161206_114943

20161206_115533

20161220_162111

Flere malerier af Jeppe

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kan slet ikke finde ord.
    Du skriver altså fantastisk. Og forstår at vende hver bekymring og tanke og få det til at bundfælde sig i mig. Jeg glæder mig til at nå til hvor du er. Samtidig frygter jeg det vildt. Dine ord giver mig troen på, at man godt kan være i processen selvom det er ubeskriveligt hårdt. Og så, forhåbentligt, på et tidspunkt er der lys på den anden side, og man lærer at holde sit nye jeg i hånden.

    Bedste hilsener

    • SVAR

      Kære Didde – tak. Tak for at du skriver, jeg vil gerne svare dig på mail, det håber jeg er i orden.
      Mange hilsner Jeanette