Hemmeligholdte mysterier

 

I et anfald af overskud bevægede jeg mig forleden ud i køkkenet, hvor jeg gik i gang med at fremstille hjemmelavede chips. En lille bitte anretning indeholdende 3 ingredienser, hvilket fejlagtigt fik mig til at tro, at det dermed ikke kunne gå galt. Det kunne det godt. Og i et forsøg på at opmuntre mig, sagde den ene af mine sønner fornøjet: “Det er jo muligt at spise det denne gang”!

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg fra tid til anden bliver ved med at lægge arm med køkkenet, hvorfor jeg overhovedet tildeler det så meget som en flig af min sparsomme energi. Eller – det ved jeg godt; det er i et forsøg på at aflaste Jeppe, (selvom det nærmest virker modsat) og så fordi, at jeg har sådan en stædig, bagvedliggende tro på, at en dag så lykkes det, en dag så har jeg grejet køkkenets – for mig – hemmeligholdte mysterier. Vi er nødt til at være lidt stædige her i livet og tro på, at en dag så lykkes det, vi har sat os for.

Jeg samler på fortællinger om mennesker, der får det til at lykkes. Mennesker som er tro mod deres drømme, som klarer det trods alle odds imod sig.

For nylig har jeg læst en beretning om en fattig, kasteløs inder, der engang cyklede hele vejen til Sverige, – udelukkende med forelskelse og intuition som drivkraft. Den dag i dag bor han sammen med sin kærlighed i Sverige. Jeg har også læst om en kvinde, som mod al fornuft klarede en lang, barsk bjergvandring, fordi hun med sig selv vidste, at det var det rigtige og nødvendige at gøre. Jeg har lyttet til mennesker, som opgav trygheden for i stedet at følge deres usikre drøm, og som opnåede den og mere til.

Her er ikke tale om idylliske skønhedsberetninger, men derimod fortællinger om vedholdende tro på, at det kan lade sig gøre. At tro på sig selv og være tro mod sig selv. Det er mennesker, som finder hjem i dem selv. Men det handler i høj grad også om udholdenhed, det lange seje træk. Uden at miste drømmen af syne. Og uden at tabe sig selv i en offerrolle.

Jeg føler mig ikke som et meningit-offer. Men i den sidste uges tid har jeg været nær ved at indgå som hverdagsoffer. I ved – kålorme som indtog og overtog vores ellers så struttende grønkål i køkkenhaven, dræbersnegle som valgte at bosatte sig i vores lukkede kompostbeholder, en telefon som gik fuldstændig i koks samt diverse andre små og store skuffelser.

Sært som man kan stå solidt i stormen for så derefter at sætte sig på røven over en brise. Men det gør man så – også selvom man godt ved, at det er absurt. Indtil man endelig fatter sig, griner lidt af det hele og pludselig kan se tingene fra oven igen fremfor at grave sig helt ind i grønkålen. – Der jo i øvrigt var strålende fin så længe det varede og som nu har bespist nogle kålorme, som må være enormt velnærede og lykkelige. – At få noget godt ud af omstændighederne, det er vel i vid udstrækning det livet handler om – man skal bare lige have lov at sunde sig.

Min stædighed rækker ud over køkkenet. Mine drømme og håb er bevarede, men jeg har også forstået nødvendigheden af at tilgå stædighederne i prioriteret rækkefølge. Det er en forudsætning for overhovedet at rokke sig ud af stedet. Og det er hele tiden to skridt frem og ét tilbage, men med tålmodighed kommer man jo også fremad på den måde.

For mig er det vigtigste at vedblive at finde tilbage til at tro på det gode. Og det gode viser sig. Blandt andet i form at mit fleksjob, som indeholder en fleksibilitet, der nærmest er umulig at gå ud at finde. Men det fandtes. Derudover har jeg igennem de sidste par månder været i stand til at have et ekstra job, hvor jeg medvirker til at forfatte tekst til et website. Det er et job, som jeg kan udføre hjemmefra og som derfor fuldstændig opfylder både mine muligheder og ønsker lige nu. Timemæssigt kommer jeg ugentligt sammenlagt ikke engang op på, hvad andre mennesker arbejder på en enkelt dag, men det er bestemt et stort skridt i den rigtige retning for mig.

Jeg er glad – også selvom kålormen har ædt mit vinterforråd.

 

et spisekammer

et tømt spisekammer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Dejlig blog du har 🙂
    Kh Rikke

    • SVAR

      Tusind tak for at du havde lyst til at kigge forbi her Rikke😊😊