Et morgenønske

Så er vi trådt over skellet og har placeret fødderne i et nyt år. Og jeg har ikke problemer med at befinde mig i januars så omtalte kolde og farveløse slankekurstid. Efter en dejlig, men afgjort udfordrende jul elsker jeg januars forudsigelighed og tanken om uge på uge uden afbrydelse af ferie eller helligdage, – udsigten til ro er ren balsam. Men derimod er selve skridtet mellem to årstal grænseoverskridende for mig og har altid været det. Og jeg kan virkelig godt se det irrationelle i det, eftersom alting jo fortsætter helt som det plejer her på den anden side af nytår. Men måske netop fordi at intet ændrer sig, virker det mærkeligt og kunstigt på mig at den skillelinje mellem to klokkeslag, som vi i virkeligheden oplever hele tiden hver eneste dag, denne aften pludselig udsættes for spotligth af dimentioner.

Men lad mig lige slå fast; det er hverken selve festlighederne eller børnenes for mig ubegribelige, men meget rørende forventning og fornøjelse ved krudt, som jeg er beklemt ved, blot er jeg som nævnt mere til fortsættelser end begyndelser. – Omend jeg godt kan se, at det vil afstedkomme et syndigt rod, at droppe årsskiftet.

Måske er nytårsforsæt det berømte element, som kan berettige årsskillelinjen til rampelys, for nytårsforsæt er jo budbringere om ændrede vaner, friske kræfter, nye tider. Men nytårsforsæt lugter også lidt af “må ikke” og “skal” og ender ofte med at blive til fusere. Til gengæld drysser jeg løbende året igennem ønsker og håb og drømme ud over livet. Nogle har en kort løbetid, andre strækker sig langt ud over tolv måneder.

Engang stod der børnehjemsarbejde samt schweizisk bopælsadresse på min ønskeliste, og på kort tid blev de to ting realiseret. I dag er mange af mine drømme af en anden størrelse. Fx har et af mine helt store ønsker været, at jeg igen blev i stand til at komme i tøjet hver morgen, inden mand og børn tager afsted. – Det lyder vanvittigt ikke? 1) Hvilken særlig fornøjelse skulle der ligge i det? 2) Så stå dog op og tag det tøj på hvor svært kan det være??

Dertil kan jeg svare, at ja, det lyder som en latterlig vision, men når man pludselig ser sin vanlige udtalte morgenfriskhed ædt op af fornemmelsen af et vække en død, hvis hjerne er så tåget, at det breder sig som irritabilitet og træghed i kroppen, så bliver drømmen om genkendelige morgenrutiner ganske meningsfuld.

I lang tid var mine morgener kraftløse og uoverskuelige og trippende efter at familien forlod huset, så jeg kunne dejse om igen. De dage hvor jeg skulle til møde (og dem var der mange af) eller i virksomhedspraktik, formåede jeg at stå op og få tøj på og blive klar, – for det skulle jeg jo. Til gengæld blev de øvrige morgener/dage så forværrede, og livet blev dermed til en bakkedal af skiftevis tagen-sig-sammen og voldsom udkørthed, (hvor jeg ofte har skyndt mig i tøjet og børste tænder lige inden familien kom hjem for ikke at virke alt for jammerlig (-ja, så langt ude kan man komme)). Det er et opslidende bevægelsesmønster og derfor bliver drømmen om stabilitet meget relevant. Og langsomt, langsomt over mange, mange måneder er jeg blevet i stand til stå op og blive en morgenfærdig ugave af mig selv samtidig med resten af familien. Det giver mig så meget glæde at du tror, at det er løgn. Og selvom det nogle enkle dage ikke lykkes, og selvom det de fleste af dagene blot er ensbetydende med at flytte rundt på trætheden, fordi jeg så blot er nødt til at lægge mig kort derefter, så giver det mig alligevel den skønneste fornemmelse af normalitet og struktur og tilfredsstillelse.

Til punkt 2 kan jeg kun sige: Der findes den verden man kender. Og så finders der én, man ikke anede eksisterede.

Fanø

En anden drøm som jeg fik opfyldt sidste år, var en dagstur til Fanø. Heller ikke dette burde være et særlig stortslået projekt min bopælsadresse taget i betragtning. Men ting er som de er, så det var ret stort. Faktisk så stort at Jeppe kviede sig ved at indfri drømmen. Ikke fordi at han ikke havde lyst, men fordi at han, belært af erfaringer, forudså de efterfølgende problematikker. Men denne familietur var så vigtig for mig, at jeg overtalte ham. Og selve dagen var skøn, – og gik forbavsende godt hovedsageligt fordi hele turen foregik i naturen eller i hvert fald udenfor. Alting bliver nemmere, når der er højt til loftet, madpakker i skoven fungerer laaangt bedre end restaurentbesøg og den friske efterårsluft virkede som en hovedpinepille. Desuden er et hold bedsteforældre altid et gode. Både før og efter vores Fanø-overfart stod regnen ned i kaskader, men på selve øen skinnede solen, som om at de højere magter var med os. Og Jeppe fik selvfølgelig ret; bl.a. den udeladte middagslur gjorde afgjort ikke noget godt for hele den følgende uge, men det er blevet den brik i spillet som man kalkulerer med.

◊

Skuffelse, utilfredshed og frustration kan synes som en naturlig respons på krympede livsdrømme. Men med udgangspunkt i at min energibeholdning engang var nærmest ikke-eksisterende, så er ovennævnte oplevelser et kæmpe skridt, som langt overgår det meste af det, jeg tidligere har bedrevet. Er du sindsyg en sejr. Lige bortset fra at “sejr” får det til at lyde som om, at det er noget, jeg har kæmpet mig til, – akkurat som et menneske, der har mistet førligheden, gennem lang tids intens og vedholdende træning nogle gange kan få det tilbage. Sådan er det ikke for mit vedkommende. Det er et faktum, at det ikke er muligt at træne hjernetræthed væk, det fungerer ikke som i motionscenteret, hvor man kan øge muskelstyrke ved øvelser. Hjernetræthed er ikke et spørgsmål om vilje, og det hjælper ikke at forsøge at træne mental udholdenhed ved udsætte sig selv for mere og mere i længere tid – tværtimod. Det handler om at forstå og acceptere og at agere i henhold til det. Med andre ord: energiforvaltning, energiforvaltning, energiforvaltning. Udover denne balancegang, er den eneste måde jeg kan påvirke situationen på via min tænkemåde, min livsanskuelse, mine refleksioner.

Og helt ærlig så kan det da godt give mig følelsen af at være sat lidt ud af kraft. Man kan savne et konkret tiltag, – selvom jeg godt er klar over at motionscyklen også kræver, at man skruer på knapperne i øverste etage. Men selvom det mentale træningscenter kan virke udefinerbart, så indeholder det ikke desto mindre en mangfoldig verden, som folder sig mere og mere ud, bliver større og større jo længere man begiver sig på vej. Der er nok at tage fat på og mange muligheder.

Så jeg føler mig ikke som en stakkel, der er henvist til mikroskopiske livsmål. Min tålmodighed og mit håb er forstærket og – for nu at blive ved årsopdelinger, – så sagde jeg forleden til Jeppe, at: “2018 bliver mit lykkeår”. Det føles sådan, og jeg tænker, at det bare er med at holde fast i den forestilling.

 Den dag januar tilføjede lidt af farven hvid

TILMELD DIN MAIL

– OG MODTAG BESKED NÅR DER ER NYE INDLÆG PÅ BLOGGEN:

eller