Et indisk tog

Igennem den sidste tid har jeg følt mig som et af de tog, jeg kørte med i Indien for 19 år siden:

Er stoppet op midt på skinnerne. Uden forvarsel og uden indlysende grund og uden at kende tidsrummet for den uplanlagte pause.

Igennem den sidste tid indvandt jeg ikke nyt land. Der skete ikke helbredsmæssige fremskridt.

◊

Alligevel fik jeg det bedre.

– Fordi jeg hele tiden lærer at begå mig bedre og bedre i dette nye land. Jeg lærer, hvordan jeg skal tage vare på min energi, så jeg får mest muligt ud af den, strække den længst. Som en tørstende i Sahara, der erfarer, hvordan han bedst muligt administrerer de dyrbare vanddråber.

Og som jeg lærte at vente tålmodigt i Indien, har jeg ventet tålmodigt her.

Svaret på opholdet er derude et sted, men man kan ikke altid se det, derfra hvor man sidder. Senere kører man måske forbi det eller erfarer det ad anden vej.

◊

Nogle gange føler jeg mig så tung som et overbelæsset indisk tog.

Men nu kan jeg mærke, at toget med korte ryk langsomt sætter igang igen. Og som i Indiens varme, fyldte, togvogne går en lettelse igennem mig; – jeg strandede alligevel heller ikke her, men flytter mig gradvist tættere på målet.

En tilfredsstillelse over selve bevægelsen.