Meningit-mates og stærke mænd

I januar fik jeg, via nettet, kontakt til en ung kvinde i Århus, der ligeledes har været ramt af viral meningit. Med lidt forskydning og få afvigelser ligner vores forløb hinanden som et tvillingpar. Og selvom jeg ikke ønsker for nogen, at de skal opleve dette, så kan jeg ikke frasige mig lettelsen over ikke at være helt alene. Værdien i at blive forstået – som i helt forstået. Endda af et menneske, som jeg aldrig har mødt.

Hun er den, jeg kan skrive alting til – råt for usødet. Den som jeg kan gentage mig selv overfor i en uendelighed. Den som forstår præcis hvordan alle op- og nedturene er. Vi deler tanker og reflektioner. – Ikke at vi deler alle synspunkter i forhold til sygdom, men det behøver vi heller ikke. Det ændrer ikke ved det faktum, at hun er det menneske som – forståelsesmæssigt – et tættest på mig i dette forløb.

Og længe vidste jeg ikke hvilken betegnelse at bruge for hende: “Veninde” – om et menneske man aldrig har mødt?? “Med-meningit-ramte-forbundsfælle” – alt for langt. Men så skrev hun det selv til mig forleden; MENINGIT-MATE. Det er et godt ord:-)

♦

Halvvejs inde i min meningit-mates ferie måtte hun kaste håndklædet i ringen. Halvvejs inde i min ferie faldt jeg også. Heldigvis har jeg en mand, som greb mig. Som sagde; “jeg tager mig selv af børnene i dag, du bliver hjemme”. Det blev ikke engang fremstillet som et spørgsmål eller en mulighed, men blot som en konstatering, der fritog mig for det svære dilemma at vælge mellem familie og hensynet til min tilstand. Og dermed fritog mig for dårlig samvittighed. Det er SÅ svært at fravælge familie, fordi man så gerne vil være den del af den, som man naturligt var engang. Man vil så gerne være der, så ofte hænger man på – velvidende, at det ikke er til gavn for nogen, hverken familien eller sig selv.

Man er nødt til at omrokere i sit hoved for at indse, at man må fra-vælge for senere at kunne til-vælge.

Maleri af Jeppe Oldenburg