Hvis du var en ko

Jeg havde fødselsdag i søndags – rundede et såkaldt skarpt hjørne. Og som udgangspunkt udelukkede jeg på forhånd fuldstændig at markere det. Men så gik det op for mig, at jeg faktisk havde lyst til det. Og i stedet for at skælde mine følgevirkninger ud over at det ikke kunne lade sig gøre, satte vi os til forhandlingsbordet og indgik et kompromis. Kompromiset hed en mindre bordfuld kvinder i 2 timer. På forhånd bad jeg om forståelse for afslutning til aftalt tid. Jeg fik hjælp til klargøring, oprydning, kagebagning og kageafhentning og ikke mindst; middagsluren blev sikret. Og efter af husets 4 hankønspersoner selvvalgt fortrak til nabohusets ligeledes 4 hanner, fik jeg besøg og havde 2 dejlige timer.

– Og egentlig passer det vel meget godt ind i tidens trend, hvor speed-dating, speed-meeting og pecha kucha huserer; nu også speed-fødselsdage.

Familien blev fordelt i små mængder/tidrum på de omgivende dage – også med hjælp. Og med planlægning og prioritering fungerede det. Men først nu forstår jeg for alvor, hvilken bedrift det må have været for min meningit-ligesindede at holde bryllup sidste sommer. Og hvor fantastisk det var, at de formåede at gøre det til en god dag.

◊

Den så omtalte 40-års krise er forlængst overstået. Den aflivede meningitten meget effektivt, og som jeg skrev på facebook; “Da efterdønningerne fra meningitis ofte afstedkommer følelsen af at være jævnaldrende med min bedstemor, så er 40 på papirer jo den rene svir”

Vi sluttede af ved tulipanmarkerne og mine dage så bl.a. sådan ud:

De efterfølgende dage har unægteligt set noget anderledes ud, for selvom jeg havde taget højde for alt, hvad jeg kunne tage højde for, så kunne jeg ikke undgå at blive mærket af det. Men det er okay, jeg vidste det og jeg havde kalkuleret med det. Så jeg blev igen på alder med min bedstemor og formåede blot at tusse lidt omkring mellem mine hvil og skyndte mig at hænge vasketøj op, umiddelbart før familien kom hjem, så det dog så ud som om, at jeg havde lavet noget.

Men det er som sagt okay. Jeg havde skønne dage. Min fødselsdag var mit frikvarter. Et pusterum fra sygdom og system.

Følgevirkningerne har jeg accepteret, de har deres eget liv og jeg forsøger at følge deres rytme, vi finder ud af det. Det er mere i forhold til det omgivende samfund, at det bliver svært. For når man er opdraget til, at enten er man  syg og ligger i sin seng eller også går man på arbejde, så er det rigtig svært at placere sig selv i min situation. Derudover skal jeg igen og igen forklare og forklare mine følgevirkninger og udfordringer for diverse instanser. Og det forstår jeg godt, at jeg er nødt til, ….. men ………….. man bliver så træt.

Og det kan godt give mig følelsen af at have svigtet min pligt til at blive rask, så jeg ikke ligger samfundet til byrde. Eller som min meningit-mates landmands-far udtalte: “Hvis du havde været en ko, så var du blevet aflivet”!!

Det er jo ikke løgn. Men lykkeligvis er jeg ikke en ko. Og jeg tillader mig at bilde mig ind, at jeg fortsat har noget at bidrage med. Om ikke i form af ordinært job så i form af noget andet – måske bl.a. mit skriv – som en anden dimension til den motorvej som vi tilskyndes at køre ud af med speederen i bund. Måske kan jeg være marken ved siden af vejen, som man engang imellem lader sine øjne falde på, det ukrudt som egentligt kan være okay pænt og nogle gange endda ligefrem til nytte.