Menneskelighed
Forleden blev jeg spurgt, om jeg ikke nyder at gå herhjemme.
– Nyder at gå herhjemme!
Jeg har ind imellem også fornemmet forløberen til irritation/skepsis, når jeg har måttet afslå selv små aktiviteter. Ligesom jeg flere gange er blevet mødt med forundring over, hvor lavt et timetal jeg formentlig kommer til at starte op på.
Og her er kunsten, ikke at blive for selvretfærdig. Ikke at tage det for personligt. At huske, at min verden ikke er andres verden.
Jeg har bare skullet vænne mig til, at alle mennesker, inklusiv de som er fagligt klædt på og dem som er tæt på mig, pludselig kan sige noget, som afslører uforståenhed. Det føles som et sårende hug i maven, – men det er ikke et hug, det er menneskelighed.
Mit meningit-tilfælde og dens følgevirkninger har krævet enorm tålmodighed af mine omgivelser. Det gælder så også den anden vej – også selvom “nyde” ikke ligefrem er det ord, jeg vil vælge som betegnelse for de sidste syv måneder, der har været mit hårdeste arbejde nogensinde.
Vi skal have tålmodighed med hinanden
Så rigtigt – det normale liv er en skovtur – i forhold til at skulle kæmpe sig tilbage efter alvorlig sygdom. Jeg ved lige netop her, hvad jeg skriver i disse linier. Dog må jeg tilføje, bare for en god ordensskyld, at være tæt på som familie og venner, er også hårdt, den hjælpeløshed – afmagt…..
PS. Jeg ved ikke lige, om det er passende med alle mine kommentarer, det håber jeg for det er utroligt, som jeg dog føler, at dine blogs giver mig hjælp til for løsning af knuder i mig.
Kære Benedikte. Jeg er taknemlig for hver eneste kommentar jeg modtager. Tusind tak – jeg svarer dig lidt senere. Mange tanker Jeanette