Trin

Jeg har været i Odense igen. I Infektions-medicinsk regi, hvorfra jeg blev udskrevet i april 2014 og atter har været tilknyttet siden januar i år.

Som sådan kom der ikke noget ud af det. Der er ikke opfundet en mirakelpille siden sidst. Hvile, ro samt at undgå overbelastning er fortsat vejen frem.

Alligevel er det en stor støtte at tale med den læge, som tog imod mig, da jeg, i sin tid, blev overflyttet fra Esbjerg med meningitis, og som atter tog mig under sin vinge, da jeg i januar, havde ladet meningit-følgevirkninger maje mig helt ned.

I januar føltes det som om hun samlede mig op; hun lyttede, hun forstod, hun udpegede en vej at gå (i form af længerevarig sygemelding som eneste udvej), hun henviste mig til neuropsykolog og MR-scanning og hjalp i forhold til andre løse ender. Det var følelsen af ikke at være ladt alene. Det var lettelse over at blive taget alvorligt, blive hjulpet.

Hun lytter stadig. Og spørger. Og jeg håber, at mine oplevelser kan være en lille brik i det puslespil, som man læge-mæssigt er ved at samle, og som kan gøre forløbet lettere for de efterfølgende virale meningit-patienter.

Jeg har læst nogle artikler omhandlende viral meningit i Ugeskrift for Læger, og hun har fra Infektionsmedicinsk side også fortalt om det; at man indtil for få år siden slet ikke havde fokus på den virale udgave af meningit. At man ved, at der er mange som mig “derude”, men at man ikke ved, hvor mange. At man først nu er ved at få øjnene op for, at det ikke er “bare lige”, og at der er ting, man med fordel kan gøre anderledes. – Jeg kan godt tilføje et par ting til listen, (uden på nogen måde at være en bitter patient).

 

Jeg fortalte hende også, at jeg ikke kigger efter, hvor lang vej jeg har igen. Jeg ser ikke op mod toppen. Jeg har ikke defineret målet. Men jeg koncentrerer mig ALTID om næste trin. Mærker mig frem for at finde det, koncentrerer mig om, hvordan jeg bedst muligt tager afsæt for at komme til at stå stabilt et skridt længere oppe ad bjerget. Så længe jeg mærker, at der er et trin foran mig, fokuserer jeg på det – og jeg vil altid gøre alt, hvad jeg kan for at nå ét mere. Men den dag der ikke er flere trin foran mig, da har jeg nået målet – om status så er 60, 90 eller 100%, som før jeg blev syg.

Få gange har jeg kigget mig over skulderen – tilbage – ned. Det bliver man svimmel af. Og skræmt.

 

Ikke op, ikke ned, – men frem

Rask er at være glad!

 

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *