For megen ærlighed?
Jeg har diskuteret det meget – med mig selv og med andre. Det med at blogge. Og om at blogge om sygdom.
Udstiller jeg mig selv og min familie? Sætter jeg andre i forlegenhed ved at smække mit privatliv op i hovedet på dem? Er min ærlighed for meget? Hvorfor er det jeg gerne vil ses/læses? Skulle mine indlæg i stedet have levet som private dagbogsider? Sorterer jeg virkelig under betegnelsen “medieliderlig”?
Og jeg har virkelig overvejet, hvorvidt mit seneste indlæg var for pågående/for krads – for ærligt.
Men af den respons jeg får, bliver det mig mere og mere klart, at det er, når jeg skriver allermest ærligt (og oftest allermest smerteligt), at jeg bedst rammer noget hos mine medmennesker.
Og når jeg rammer noget, så får jeg noget – og det breder sig. Det bliver til en byttebod af forståelse/hjælp/støtte/informationer mennesker imellem.
Og så bliver det pludselig meningsfuldt.
Alt dette tilsammen bekræfter mig i rigtigheden og vigtigheden af at blogge om følgevirkningerne af meningit.
Og så er der også bare det faktum, at jeg ikke kan gøre det anderledes. Jeg er simpelthen kun i stand til at skrive som jeg gør. Såfremt jeg skulle ændre i mit indhold og gå på kompromis med ærligheden/virkeligheden, så ville det blive irrelevant, uinteressant, overfladisk, meningsløst.
Hvis jeg ikke skal skrive ærligt, da kan jeg lige så godt lade være
P.S. Titlen som medieliderlig vil jeg tillade mig at afvise. Jeg er et introvert og genert menneske, hvis skræk det altid har været, at blive trukket frem i rampelyset. Når jeg nu alligevel stiller mig “foran”, så er det fordi, at dette her er for vigtigt til ikke at gøre det. Der er så stort et behov for at dele. Det stiller os alle stærkere.
Skriv en kommentar