Et gemt halloween-monster

 

Jeg troede faktisk, at Halloween var overstået og at zombier, spøgelser, uhyrer og monstre havde forladt os igen. Men jeg tog fejl; ét havde gemt sig hos os og dukkede i dag op forklædt som mor!

Jeg kunne allerede fra morgenstunden mærke, at det lurede bagved. Jeg var nøjagtig ligesom min døde el-tandbørste; en eller anden havde glemt at putte mig i opladeren i nat. Så hugtænderne truede med at titte frem.

I flere timer gik det dog forbavsende godt, ingen kløer eller tænder, men ved 11-tiden stod det mig pludselig klart, at jeg ikke var i stand til at strække den længere. Jeg kunne ikke forhindre nedenstående fornemmelser:

Hjerneskadetr--thed-01

– Takkede guderne for, at min yngste søn nu har en alder, hvor han sagtens kan være alene indtil hans far og brødre kommer hjem – og sprang så ellers i seng.

Den der følelse af at nå kanten, har jeg simpelthen ingen ord for. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive eller forklare det.

Men jeg kom til at tænke på en episode, kort før jeg blev sygemeldt for anden gang. Dengang tiltog generne uden at det stod klart for nogen, at det var meningit jeg var oppe imod igen. Så på en hårdt tiltrængt paragraf 56-dag var jeg hjemme fra arbejde. Men samme dag skete det, at en af mine sønner blev syg og måtte hentes hjem fra skole. Det slog mig fuldstændig ud, jeg kunne slet ikke magte det, jeg var presset ud over forstand. Havde en følelse af, at ét skridt mere i forkert retning ville forvandle mig til direkte psykiatrisk indlevering. Dertil kan man nå, det er frygteligt.

Så når min meningitmate lige har skrevet til mig om tilbagegang, – bl.a. pga. hendes syge barn, som hun var alene med i tre dage, – så forstår jeg fuldt ud, hvad hun mener.

Tilbage til monsteret; så kunne jeg som sædvanligt, – når overtrætheden har taget styringen, – ikke umiddelbart falde i søvn. Lå blot og lå, hvilket også udgjorde en lindring. Efter lang tid faldt jeg dog i søvn og vågnede først timer senere – uden følelsen af at være udhvilet. Men jeg var allerede gået glip af meget familietid og stod derfor op – lettere rundt på gulvet. Søvnen reddede mig i nogle timer, før monsteret slog til – det åd al min tålmodighed, skældte ud på børnene, kommanderede med dem og var absolut heller ikke et plus for manden i familien. For at sætte trumf på, sluttede det af med at facebook smed noge søndags-venne-opdateringer i hovedet på mig, visende alle de skønne ting, man kunne have foretaget sig.

Nu skal du ikke trøste mig, ved at sige, at alle har en dårlig dag ind imellem. Jeg ved det, det har alle. Men ikke som dette, dette er af en anden dimension. (Ask my family if you don´t believe me). Du skal heller ikke have ondt af mig. Og du skal slet ikke stoppe med at skrive om skønne søndagsoplevelser på facebook. Men hvis du bare vil tro på det, jeg skriver her.

Sygdom og børn er et kapitel for sig. Det er min hensigt, at skrive om det engang. Men jeg er ikke nået dertil endnu.

Hvad jeg kan skrive nu er, at når jeg afleverer mine børn og får andre til at passe dem, eller når jeg opgiver at deltage i aktiviteter her i vores lille familie, så er det ikke kun dårlig samvittighed der præger mig, men mere sorg over tab af samvær med dem.

Det tager lang tid, at indse, at jo længere jeg strækker mig i min tid sammen med dem, jo mere mister jeg dem. For derved går jeg så langt over min egen træthedsgrænse, at den mor, der er hos dem, ikke bringer noget godt. Lidt ad gangen, så længe der er energi, bringer nærværet og intimiteten med dem tilbage.

Jeg er taknemlig, når andre hjælper ved at give mine børn tid og nogle af de oplevelser, som jeg ikke selv formår lige nu.

 

Monsteret nåede at blive aflivet her til aften. Nu vil jeg skynde mig i seng.

Nyd jeres børn:-)

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *