Genopbygning af legokonstruktion – kap.1

 

Forrige lørdag noterede jeg mig, at min (2. meningit-) sygemelding havde årsdag.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kommentere på det.

I stedet vil jeg gerne skrive om, hvilke stier jeg har betrådt det sidste års tid. Hvad jeg har gjort for at  holde mig oven vande, hvad jeg har gjort for at nå hertil, hvor jeg er i dag. Hvad jeg har lavet. For det bliver jeg ofte spurgt om; “hvad går du og laver?” og “kan du få tiden til at gå?” Og det kan godt være ret komplekst at svare på. For i “hvad-går-du-og-laver-spørgsmålet” ligger en naturlig forventning om et konkret svar; – “jeg-har-løbet-en-tur-svar”, “jeg-har-gjort-rent-svar”, sådan noget. Håndgribelige ting, “vinge-af-og-sætte-flueben-ved-svar”. Sådan er vores samfund opbygget. Og det er fair nok at spørge, det er jo det, vi er opdraget til at spørge om. Det kniber bare ofte gevaldigt for mig at svare, da jeg kun har sparsomt konkrete foretagender bag mig.

Så hvad? Jeg har i det sidste års tid kun et ringe omfang af håndgribelig foretagsomhed bag mig, (med mindre man medtager ting såsom at sende børn i skole, almindelig oprydning og lidt tøjvask) og kan dermed kun afgive sparsomt med konkrete svar. Og da konkrete handlinger jo er det, vi måler på her i vores samfund,  må man derfor konkludere, at jeg ikke har nået noget. Eller hvad??

Kan det tænkes at der findes noget, vi hverken kan måle, veje eller analysere os frem til, men som alligevel er. Som alligevel har sin berettigelse?

Faktisk har jeg haft mere travlt og arbejdet hårdere end nogensinde, omend ingen opgørelse eller taludtræk kan bevidne dette. Med hvad har jeg så haft travlt? Med at gøre mig selv rask. “Jeg går og gør mig selv rask”, har jeg nogle gange svaret, men ved jo godt, at det ikke efterlader mine medmennesker meget klogere. Så jeg vil forsøg her, – over flere indlæg – at forklare, hvad jeg rent faktisk har lavet/laver.Vi må begynde helt ved starten. Dér hvor jeg for et år siden blev sygemeldt, måtte smide håndklædet i ringen og fuldstændig nedkørt satte mig i bilen og kørte hjem. Eller rettere; kørte først ud til diget, blev blæst igennem og mærkede midt i al kaos, at jeg havde gjort det rigtige. Endelig. Det første rigtige skridt – at blive sygemeldt – selvom jeg ikke evnede at se hverken forud eller til siderne. Derefter tog jeg hjem og fra de efterfølgende dage husker jeg ikke andet end følelsen af at havde givet slip, (en ven rettede mig da jeg sagde, at jeg havde “givet op” –  ikke give op, give slip), uendelig hvilen og flere puslespil. Jeg ved ikke, hvor det kom fra det med puslespillene, om det er hjernens forunderlige instinktive overlevelses-strategi, men jeg gjorde mig den opdagelse, at puslespil formåede at geare min overophedede hjerne ned.

Derudover læste jeg et par letfordøjelige bøger med lynets hast. Og det lyder måske mærkeligt, at jeg kunne det, men jeg var nødt til det. For jeg kunne OVERHOVEDET ikke tænke eller samle mig om noget andet. Der var bare larm og smerte og tåge inden i mit hoved. Det føltes som om, at min hjerne kørte 100km/t i 1 gear. Og bøger, puslespil og hvile formåede langsomt at geare tempoet ned, så motoren ikke brændte helt af.

Derpå fulgte endnu flere underlige dage. Dage hvor jeg stadig ikke helt vidste, hvad jeg fejlede,  hvad fremtiden ville bringe, om jeg var købt eller solgt. Også dage hvor jeg på forunderlig vis formåede at stille op til møder og undersøgelser. I så lang tid havde jeg tvunget hoved og krop til at gå langt over grænsen. Nu kunne jeg pludselig ingenting mere. Faldt sammen. Som en smadret legokonstruktion, der lå i en ubrugelig bunke på gulvet.

– Men jeg har fra begyndelsen været bevidst om, at jeg er den, som skal sætte klodserne sammen igen. Med hjælp fra alt hvad jeg kan trække på, – uden tvivl og helt nødvendigt, – men jeg er byggemesteren.

For at sætte trumf på trætheden var jeg desuden også i underskud af jern samt D-vitamin. Så jeg sørgede for at tage daglige tilskud. Og med hjælp fra Jeppe, som travede små ture med mig, fik jeg også luft og motion. Kun lidt og ikke altid hver dag, for det bringer intet godt at tvinge noget igennem, men så vidt muligt.

– Altså kosttilskud og gåture. På det tidspunkt det eneste jeg kunne overkomme. Ikke noget stort og noget som jeg under alle omstændigheder ville have gjort. Men jeg valgte bevidst at se på det, som noget aktivt jeg “gjorde”. Og jeg er overbevist om, at netop det har en stor betydning. Værdien af følelsen af at GØRE noget. Selv at VÆLGE at TAGE sig følelsen af at være den der styrer. Hvor lidt det end må være.  Jeg tror, at det er vigtigt at indtage føresædet fremfor at sætte sig bagest i bussen. Også selvom der tilsyneladende hverken er rat, pedaler eller knapper tilstede. Bare fornemmelsen af at have indtaget det bedste sæde. Jeg er udmærket godt klar over, at jeg overhovedet ikke styrede noget i begyndelsen, men jeg lod som, og det gjorde mig godt – fake it till you make it.

Desuden begyndte jeg at tage fotos. Af gode ting. Forsøgte at tage mindst ét om dagen. For at holde mig selv på den sikre side af mørke tanker.20150311_125853

Jeg begyndte også ofte at gå og nynne for mig selv; ligeledes for at afværge mørket og berolige mig selv. For jeg vidste, at hvis jeg overgav mig til frygten for fremtiden, så gav jeg mig selv meget mere at slås med.

– En nynnende tosse, der gik rundt og fotograferede:-D Men det virkede – som regel.

Men helt ærligt så var det da op ad bakke med tvivlsom helbredelses-udsigt (fra behandler-side), mistet job og uvis indtægt. Og jeg er ikke jubel-idiot, jeg hører ikke til dem, der tror på, at positiv tænkning kan overvinde alt. Men jeg var klar over, at jeg var nødt til at gøre alt, hvad jeg kunne for at bevare roen og holde frygten fra døren. Det var ikke for at flygte fra virkeligheden, man skal ikke være naiv og blåøjet. Man samtidig er det heller ikke nok for mig, blot at være realistisk; man må tro på det gode og sigte højt, (- og være villig til at gå en laaang vej).

Det betyder ikke, at jeg aldrig har dårlige dage. Selvfølgelig frekventerer også jeg af og til huller (dybe, smalle, omklamrende, sorte huller). Men det er vigtigt, at man øjner et lys derude i mørket og at man holder fokus på det, og bliver opmærksom på/tager fat i alt det, der kan hjælpe én dertil. Så der i det mindste er et måneskin at klatre op ad, når hullerne har indhentet én og man ikke kan se solen.

Så langsomt begyndte jeg at samle de første små ting, som kunne gøre en forskel; hvile, puslespil, bøger, kosttilskud, gåture, fotos, nynnen, et forestillet føresæde og lidt måneskin. Det var ikke meget, men det var grundlaget for at jeg kunne gå videre. At at have noget at bygge på. De første spæde, men vigtige skridt på vej i den rigtige retning. Det bidrog med følelsen af at være aktiv, at have andel i helbredelsesprocessen. En tro på, at jeg er i stand til at føre mig selv igennem dette.

Der findes ingen vidunderpille, jeg skal selv arbejde mig op.  Og det er en lang vej, der skal graves med en meget lille ske. Men jeg er mere end villig til det. Jeg vil grave og grave – med respekt for huller og langsomlighed, – men jeg vil aldrig miste modet. Det er mit ansvar og min fortjeneste.  Det sidste er godt at huske på.

Jeg dømmer ikke andres måde at reagere på. Jeg kan kun kæmpe min egen kamp. Jeg ved blot, hvad der virker for mig.

Fortsættelse følger

 

 

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *