Fra tanke til handling

Jeg begynder igen at få lavet lidt af det, jeg gerne vil. Det synes ellers som om, at der har været meget langt fra tanke til handling igennem længere tid. Og på mærkværdig vis skyldes mange af mine uudførte gøremål, at jeg har fået det bedre! Med det sidste år som tidsramme, ligger jeg nu på bedste score. Den tunghed, træthed, tåge samt hovedpine, som konstant lå som en usynlig og samtidig ubrydelig skal omkring mig, er begyndt at krakelere. Det er en følelse af, at hjernen pludselig klarer op. Og jeg tror dårligt, at jeg kan beskrive den glæde som det kaster af sig og følelsen af lethed tenderende til kådhed. Og jeg får sådan lyst til at berette for raske mennesker om det helt fantastiske ved deres/jeres “klarhed i hjernen”. Men ved også godt, at der jo er så mange andre ting, jeg selv tager for givet, fordi jeg aldrig har prøvet at være det berøvet.

Jeg ved også godt at min bedring, ikke er så synlig for andre. For det er ikke bedring i den forstand, at jeg pludselig kan stable arbejdstime-klodserne op i høje tårne. Og min hverdag ligner meget sig selv. MEN med den ufattelig store forskel, at hvor jeg før altid skulle mande mig op til alt hvad jeg foretog mig, altid skulle tage mig sammen til alt, altid lod som om, så er jeg nu i stand til at være ægte til stede i stadig større omfang.

Så i kraft af min bedring foretager jeg mig derfor nu flere familieting/er mere “på” . Ikke a la store forkromede foretagener, men lidt har også ret. Og fordi et udsultet familievirke har efterladt et hul, prøver jeg, så godt jeg kan, at fylde det op igen. Hvorved jeg så ender med at være mindst lige så træt på bundlinjen, som jeg plejer. – Men jo på et afgjort bedre grundlag. (Man får ikke det hele på én gang).

Jeg kan langt fra det hele, men jeg kan mere. Og nu hvor jeg i stigende grad får lov at smage på dét, som er en selvfølge for andre, kan jeg næsten blive mere utålmodig end tidligere, hvor jeg kunne mindre. Og jeg må indrømme, at jeg – selvom jeg forholder mig til min virkelighed og bruger mit krudt på det, der bringer fremskridt, – også kan længes efter de dage, hvor jeg uden overvejelse kunne fylde dagen op med gøremål. Længes efter de dage, hvor jeg pr. automatik kunne forvente at nå igennem hele dagen uanset hvor meget jeg fyldte i den. Længes efter dagende, hvor jeg ikke behøvede at kortlægge P-pladser og afkørsler inden jeg begav mig ud på vejen.

Men det er vel det menneskelige væsen; at mere vil have mere. Og derfor skal jeg hele tiden afsøge og finde grænserne på ny, fordi de hele tiden flytter sig.

Kådheden består blandt andet i, at jeg kan blive så glad over at genfinde dele af min faglige viden, at jeg nemt kan komme til at give los. I min virksomhedspraktisk sidder jeg med afgrænsede opgaver i et roligt rum, hvorfor det kan være lettere at opnå fremskridt dér end herhjemme blandt min familie. Og i jagten på opturs-følelse er det derfor nemt at komme til at forbruge mig selv ud over fornuft.   Men det holder simpelthen ikke. Jeg er NØDT til at have balance i mit regnskab hele tiden, familie og arbejde skal følges ad. En overhaling har jeg gjort mine dyrekøbte erfaringer med, det er den direkte vej mod bunden – og der skal jeg ikke ned igen. Den evige linedans.

♦

Og det der med ting, som hele tiden flytter sig, og mål der kun eksisterer som en skjult fremtid, det kan være svært. Jeg har en mand, som sukker efter konkrete svar, som har trang til at vide, hvordan det ender og hvornår det ender, et behov for at få noget fast at forholde sig til.  Og jeg kan ikke fortænke ham i det, sikkerhedens land plejede også at være mit hjemsted. Men denne historie bliver til under selve skrivningen, der findes endnu ikke en slutning.  Jeg er tvunget ind på et andet kontinent nu; der hvor ingen svar kan gives, der hvor kun fremtiden kan regne facittet ud. Det er blevet et grundvilkår at acceptere. Det indså jeg for længe siden og er med tiden kommet til at hvile i uvisheden. ( – et faktum jeg tidligere ville have antaget umuligt, men man kan flytte sig langt som menneske, erfarer man). Tænker også, at det er lettere for mig end mine pårørende, at nå hertil, da jeg jo tydeligt mærker hver en lille bitte fremgang, hvormed det hele kommer til at give mening for mig, hvorimod andre ser noget, der stort set kunne minde om stilstand.

Men her er ikke stilstand. Jeg har lært, at man også kommer fremad ved at kravle. Jeg har lært at håndtere de dårlige dage, så de ikke breder sig for meget. Har lært at mørket ikke er tid for eftertanke, men til at give slip, lade sig drive med og skylle op længere fremme i lyset. Det er på de lyse dage man skal kæmpe (“kæmpe” er ikke det rette ord, men jeg kan ikke finde et bedre). Mit mål er at få det så godt som muligt. Og mit mål er dermed ikke sat som et flag der blafrer på et nøje udregnet sted forude. På den måde får selv turen mere farve. På den måde fylder livet mere nu. Jeg har lært at finde ro og meningsfylde i selve bevægelsen og tænker, at jeg dermed må være nået frem til det, som kaldes “vejen er målet”.

Maleri af Jeppe Oldenburg