Hvor alverdens tanker ikke kan nå én

Sommerferie-tiden er over os med al dens forventning og glæde. I min situation har man som udgangspunkt ikke ret til ferie, men qua min opsigelsesperiode har jeg alligevel optjent en uges ferie. (Fornuften i den regel kan diskuteres, men det bliver ikke her på bloggen, i hvert fald ikke lige nu).

Noget andet der ikke blev diskuteret, var feriemålet. At blive hjemme ville have sparet mest på kræfterne, men vi havde sådan brug for at komme lidt væk. Og vi længtes efter Sverige.

Ja, Sverige – med myg og kulde og alt hvad man ellers hører. Og de fire herrer blev da også pænt dekoreret med med stik af forskellig afkom, men ikke mere end tidligere tilfælde på andre destinationer, – og jeg selv havde fornøjelsen af at gå fri. Vejret bød ikke på højsommer, men var ganske fint og dejligt. Og selvom man godt kan savne højtryksvejr og intens varme, så er det for mit vedkommende blevet fordelagtigt med mere humane temperaturer, da heftig hede forstærker den træthed, som jeg jo ikke ligefrem er i underskud af i forvejen.

Vi valgte et Sverige så langt inde i skoven at kun naturens egne lyde var hørbare. Stilhed, storslåethed, ingen planer, ingen deadlines, helt alene. Det vil sige et minimum af indtryk og kun meget lidt at forholde sig til. – Hvor jeg også før jeg fik meningitis elskede det Sverige, så er den kærlighed nu tiltaget i styrke. Det føles for mig som en omsorgsfuld omfavnelse.

Hvis du spørger vores børn vil de uden tvivl berette om store kvaler – tenderende til omsorgssvigt – ved en uges internet-fravær, men faktum er, at de har leget og pjattet og grinet og fundet på. Og at stå i bar’ røv og skråle så højt man kan, det er i øvrigt nogle af ødegårdslivets barneglæder som næsten opvejer et manglende internet.

Vi har ingen store seværdigheder, forlystelsesparker eller storbyer på ferie-cv’et, men vi har plukket og spist bær i rå mængder, fundet gemte, betagende, fredsfyldte badesøer, ræset op og ned af grusvejen på cykler og udforsket skoven.

Og selvom jeg på trods af de minimale oplevelser ikke kunne undgå at blive presset ud over min træthedsgrænse med deraf-følgende så kendte gener, og selvom ugerne op til ferien var hårde, og dagene her på den anden side igen er blevet hårde (skoleferie+praktik+familie = næsten umulig balancekunst, – men det gider jeg ikke at berette om lige nu), så var det en dejlig ferie.

Omgivelserne genererede et større overskud til min familie. Og det er som om at alverdens tanker ikke kan nå én der midt i skoven, – man er bare. Og meditation er ikke nødvendig, – skovens ro og uforstyrrethed, som strømmer imod én fra alle sider, er meditation i sig selv.

♦

Man fyldes af ydmyghed over naturens gavmildhed; hvor man end vender og drejer sig – bær, bær, bær. Og vi plukker og plukker og kan end ikke se, hvor vi har været.

♦

Naturen synes uendelig, tæt og vild. Men også mild og fyldt af vis godhed.

♦

Det skønneste sted

♦

Jeg ligger i hængekøjen og ser solen vandre ned over himlen, mens den farver alt i rødt og orange  og træerne bliver sorte.

Jeg har ikke et fancy kamera, men mine øjne fotograferer lysets forunderlige virkning på træer, buske og klippestykker.

Lytter til naturens lyde, her hvor de er rene uden konkurrence fra menneskeskabt støj. Hører skovens stemmer aftage og gøre aftenen stadig mere stille.

Ligger og bliver lille i den store natur – og det føles rart.

Nogle tror, at jeg i forvejen bor et stille sted – de har ikke prøvet dette. Mange ville ikke bryde sig om det. Jeg føler mig hjemme.

Som om sjælen genkender sit oprindelsessted.