Det er blevet “engang”

Der er en mængde mennesker, som jeg savner. En del af dem er her ikke længere. Andre er her, men ville jeg gerne tilbringe mere tid sammen med. Jeg savner også nogle gange mig selv – noget af hende, der var mig engang. Blandt andet den del, som elskede at samle en stor børneflok omkring mig og som sneg sig til at låne min yngste niece selvom jeg vidste, at både hende og min egen mindste ville vågne om natten. Skønne dage med mange børn, som jeg fint formående at gennemføre alene. Jeg kunne nærmest blive høj af børn.

Jeg savner.

Tilsvarende er jeg taknemlig for, at hende som jeg savner, har en søster, der er meningit-fri og besidder samme lyst til – med jævne mellemrum – at lade familien vokse. Mine børn indtræder under hendes vinge og tag, som om hun er en naturlig forlængelse af mig. Det er hun også. Engang sagde hun gentagne gange: “Det er altid dig, som hjælper mig”. Jeg svarede altid: “Jeg vil få brug for din hjælp engang.” – Det er blevet “engang!”

Min søster og svoger fordobler børneantallet i deres hus, mine svigerforældre har altid plads til at udvide med tre, min mor og hendes mand passer både børnene og mig. Det er hjælp, som jeg ikke kan undvære. Der er dage, som forsvinder i tåge og desperate tanker om, hvad jeg ellers skulle have gjort. Disse mennesker – og flere andre – får vores tilværelse til at fungere. Som et dræn leder det tågen ud af mig, men fylder mig også med savn efter børnene – mennesket er ikke nemt at stille tilfreds vel.

(Jeg savner forresten også hende, som selv kan køre til Århus for at aflevere børnene, men det er længe siden, at hun har vist sig).

Jeg samler al savnen. Det bliver til en hel sø. Dyb nok til at drukne i. Men jeg har ikke lyst til at drukne, så jeg begynder at svømme.

At drukne ville være sørgeligt. At svømme er bedre. Og man opdager, at man kan gøre savnet til sin ven.