Tænkepauser

I formiddags besøgte jeg min bedstemor. Det har hun ventet på længe. Og jeg kan godt sætte mig ind i, at det er svært at begribe, at jeg ikke har kunnet komme, selvom jeg har så få arbejdstimer. Men hun har ventet tålmodigt. Og på sin helt egen måde forstår hun alligevel; forstår noget, som hun ikke forstår. Hun spørger sjældent ind til meningit eller følgevirkninger, og jeg fortæller hende sjældent noget. Ikke fordi, at jeg ikke vil eller fordi, at jeg vil skåne hende, – det er bare ikke nødvendigt. Hun behøver ikke detaljer, hun bærer alle sine børn, børnebørn og oldebørns op- og nedture på sin egen måde. Og det er faktisk meget rart sådan. Man kan sagtens både trøste og blive trøstet uden deltagelse af detaljer.

Hos min bedstemor er der altid helt stille; rolig landsby, rolig bebyggelse, ingen larm – end ikke en radio, højst urets tikken. Hos min bedstemor er der ofte lange pauser mellem spørgsmål og svar. Men man skal ikke tage fejl og tror, at hun ikke  har hørt det eller ikke vil svare, det kræver ofte bare noget tid.  Og de tænkepauser, som kan trække vældig ud, og som ethvert andet sted utvivlsomt ville forvandle sig til pinlige pauser, utilpashed eller ligefrem stressfølelse, er helt legale her. Tid til eftertænksomhed og langsommelighed. En vare som er sjælden i vores samfund i dag, men som min bedstemor har så rigeligt af, ikke som noget hun husker sig selv på, ikke et bevidst tilvalg, men som en naturlighed. Og mens jeg sad der, tænkte jeg på, i hvor høj grad det matcher mine behov. “To” svarede jeg på hendes spørgsmål om, hvor mange timer jeg sover til middag. Og også her kører vi samme tempo, for “det gør jeg da også”, sagde hun – og så grinede vi lidt af det.

Min bedstemor er 93 og frisk af sin alder, hun fortæller små beretninger fra tidligere tider. Hun binder sløjfe på nogle af mine vageste erindringer, og det er som om, at jeg også genfinder mig selv i den historie, der ligger forud for mig. Når vi besøger hende som familie, er scenen en anden, så forvandler den forholdsvis trange plads hurtigt besøget til at spil, hvor det hovedsageligt gælder om at hindre tre raske sønner i at overgive sig til intern fnidder-fnadder og små-slåskampe. De besøg er lige så vigtige, men indholdet er et andet.

I dag viste hun mig en skål, som min oldemor har haft engang. Senere gik den i arv og blev tabt. Og hvor den i dag uden tvivl ville have endt sine dage, i porcelæns-containeren på genbrugsstationen, blev den dengang indleveret til en kyndig person, som forstod sig på at sammensætte de mange skår igen. Det er da en fin historie at tage med sig.

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *