I et trampolinhops splitsekund

 

Jeg har prøvet at leve i en af verdens største byer. Senere cyklede jeg dagligt tværs igennem København. I dag er vores genbo er en majsmark.

Ved siden af og bagved os har vi naboer, – rigtige naboer i huse – men overfor ligger en majsmark. Og vi betragter og følger den mark og forbløffes hvert år over det tempo, hvormed den vokser. Små spirer, der hurtigt gror os over hovedet og kommer til at stå som et grønt hegn, fuldstændig skjulende det hus, som ligger langt nede for enden af marken.

Kun i det splitsekund man hænger i luften, efter at have begivet sig op på trampolinen og har taget et hop, er det muligt at få øje på huset igen.

Det gør jeg så i øvrigt sjældent – bevæger mig op på trampolinen. Men af alle mine begrænsninger, er manglende deltagelse i fælles trampolinleg den ting, som mine børn ærgrer sig mest over. I meget lang tid var det bare absolut no go, men nu giver jeg i ny og næ efter for deres aldrig ophørte bønner. Til gengæld skal det så retfærdighedsvis siges, at de har lært at acceptere, at mit ophold på den fjedrende dug kun udgør ganske kort tid ad gangen. Men altså når man endelig er kommet derop og hænger i et hop oppe over majsmarken, så fornøjes og forundres man over det pludselige udsyn man får. Synssansen får lov at rulle sig ud, og det føles lige så godt, som når man strækker en stiv morgenkrop. Det svarer også til den følelse jeg får, når min meningithjerne for en stund klarer helt op; man forundres og fornøjes over det pludselige udsyn og overblik man får. Som solen der dukker frem bag tunge skyer i et trampolinhops splitsekund. (Og man tænker “nåå ja, det er sådan det føles at være uden følgevirkninger. – det var sådan det var engang).

Det er en god nabo den mark, køn og skøn, men det bedste er, at det jo netop er en majsmark, og at den derfor gør os selskab helt ind i oktober. Og det gør ikke noget at farven ændrer sig fra lysende grønt til vissent gul, det bærer man storsindet over med, for det vigtigste er, at den med sin tilstedeværelse gør det muligt at holde psykologisk afstand til vinteren og mørket og kulden og inde livet.

Men nu har oktober jo indtaget kalenderen, og faktisk blev der snittet majs på marken overfor i sidste uge.

– Hvilket altid fremkalder vemodighed, for så kan man jo ikke længere lulle sig ind fantasien om, at det stadig er sensommer. Overgangen sker på få timer og selv midt i vemodigheden er det fascinerende, for både store og små, at se de store maskiner lægge den høje mark flad. Vores verden kræver omstillingsparathed og majsmarker er ingen undtagelse. Vupti så er der skiftet til bar jord og efterårsmelankoli. Ikke begyndelsen på en vinterdepression blot efterårsmelankoli. Det er ikke noget nyt, det kan ikke tillægges sygdom og meningitfølgevirkninger, det var her før og det er her efter. Og det er længe siden at det stoppede med at skræmme mig. Jeg forsøger ikke at presse sidst ankomne hr. Efterårsmelankoli ud over bænken, jeg rykker bare lidt ind og giver plads til ham, han bliver alligevel ikke siddende ret længe. Og midt i smerten er der også noget trygt og genkendeligt ved ham. Ikke at jeg dyrker melankoli eller holder på ham, – han har mange bænke at besøge har jeg hørt, – men det er en sandhed, han indeholder både smerte og lykke.

– Og det er så lige her, at jeg må indrømme, at jeg skrev ovenstående 11 – 23 linjer (alt efter, hvilket medie man læser på) allerede for et år siden, (det går jo lidt langsomt her i min verden). Og der er sket det, at der er sket noget på dét år, for melankolien har ikke rigtig ramt mig denne gang, kun lige strejfet mig. Og jeg har intet gjort for at det skulle ændre sig – overhovedet. Selvfølgelig har det nok noget at gøre med, at efteråret er fri for forstyrrende helligedage, hvilket øger min balanceevne. Men det er ikke det hele. Der er også det forunderlige, at nogle gange, når man endelig formår at slippe sin bekymring, så ender det med, at det hele ordner sig. Måske ikke på den måde, som man havde tænkt, men det ordner sig.

Og til dem, som kan fange mig på detaljen; ja, dette billede blev også taget allerede sidste år. For i år blev der snittet under en ufotogen grå himmel. (Og det er så ét problem, –  andre  bøvler med våde marker og umodne majs i år).

 

 

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Jeanette

    Hvor er det en fin fin beretning. Du skriver fantastisk! Jeg blev helt revet med.

    Kærligst
    Kamilla

    • SVAR

      Kære Kamilla
      Tusind tak. Det gør mig meget ydmyg glad at vide, at andre får noget ud af det jeg skriver.
      Kærlig hilsen Jeanette