At følges med livet
Jeg tror, at det handler om at følges med livet fremfor at forsøge at overhale det.
At slutte fred med livet.
– Det gælder både i hverdagens almindelige travlhed og under sygdom.
Men vi har sjældent tålmodigheden eller roen til blot at være eller at afvente.
Og evnen til at give slip, til at turde overgive sig – den er næsten udslettet fra vores egenskaber. For vi er så vant til, at vi er dem der bestemmer, vi er dem der har styringen. Hele vores vestlige opdragelse har lært os, at vi med vores vilje kan styre vores liv. Har lært os at have kontrol, at være stærke, at holde fast, aldrig at give op.
Og hold da op, hvor har jeg holdt fast. Langt, langt ud over al fornuft. Fordi jeg med min viljestyrke VILLE kunne bestemme, hvor rask jeg var. Og det er meget tankevækkende at opleve, hvor ufattelig langt ud over grænsen man kan drive sig selv.
For fanden tager ved én og man kæmper med næb og kløer, “jeg skal vise …”
Indtil man stopper lige nøjagtig før man falder ud over kanten. Og langt om længe indser, at styrke ikke kun handler om at blive ved og ved og ved, men i lige så høj grad om at vide, hvornår det er tid at sige stop. Indser at nogle kampe er ulige og forgæves, slider én op i krop og sjæl. Indser at det nogle gange ikke handler om at give op, men om at give slip.
I lang tid betragtede jeg mine følgevirkninger, som noget der skulle bekæmpes. En hadefuld fjende, som det – koste hvad det ville – skulle nedlægges. Jeg brugte lige så mange våben, som havde det været fysisk krigsførelse. Uden evne til at se, at det var mig selv, jeg var i gang med at nedskyde – for meningit-følgevirkningerne ER jo mig!
Man kommer intet til livs ved at bekæmpe sig selv. Men først da jeg blev sygemeldt for anden gang, ni måneder efter at jeg havde fået konstateret meningit, indså jeg den sandhed. I stedet for en fjende så jeg endelig følgevirkningerne som en del af mig selv.
Jeg tror, at forudsætningen for bedring er, at lære at leve med det som er lige nu. At acceptere. Og ikke blot at acceptere, jeg tror oven i købet, at vi er nødt til at gøre os til ven med vores gener, at lære at elske dem! Jeg ved, at det lyder provokerende i manges ører. Men generne er en del af os og vi er nødt til at elske HELE os selv, hvis vi skal frigive ressourcer til bedring. Min overbevisning er, at man ikke kan kæmpe sig frem til helbredelse, man kan elske sig frem til det.
♦
Og så alligevel. Gribes et øjeblik af panik, for vi var jo dem, der skulle styre, kontrollere og udtænke det hele. – … det er vi så bare ikke alligevel.
Når man bliver syg, tvinges man til at arbejde sammen med noget, som er større – langt større – end ens egen vilje. At opdage det er fremmed og skrækindjagende. Men når man først har set det i øjnene, lettes en byrde fra ens skuldre. Som at møde en ven – “hey, du er ikke alene om at klare det her”. Man sænker paraderne, afholder sig fra at kæmpe. Lytter, slutter fred – og så sker det forunderlige; man opdager at bedring indtræder – lige så stille.
Giver da endelig slip. Vender mig med åbne arme og lader komme, hvad der må komme. I overbevisning om at jeg bliver skyllet op på land igen – et eller andet sted.
I sygdom som i alle andre forhold: Vi er ikke alene om ansvaret; er vi sammen med vores sjæl, vores højere selv, livet, energien, universet, Gud. – Kald det hvad du vil.
Skriv en kommentar